Open source som reelt alternativ
Kom med, når Tobias Fonsmark og Johannes Nordskov fra Semaphor dykker ned i, hvordan open source-løsninger kan fungere som ægte alternativer til de kommercielle platforme.
Om workshoppen
Workshoppens første del lægger ud med konkrete erfaringer fra praksis: Hvordan kan open source-løsninger bruges som reelle alternativer til tech-giganternes systemer? Hvilke platforme findes allerede, og hvad skal der til for at implementere open source i offentlig IT-drift – teknisk og organisatorisk? Workshopens anden del er et Linux Install party, hvor du som deltager forvandler teori til virkelighed.
Giv din halvgamle bærbare nyt liv på Linux Install Party
Tag det første skridt mod digtial uafhængighed og deltag i Linux Install Party.
Medbring din halvgamle bærbare, som måske ikke længere kan opdateres til Windows 10 eller 11 – og giv den nyt liv med det open source-operativsystem Linux*, der tilbyder tilsvarende funktionalitet.
Tobias og Johannes guider dig gennem installationen live fra scenen og besvarer spørgsmål undervejs. Du går derfra med en nyinstalleret, hurtig og sikker computer – klar til brug. Rent win-win.
*Linux er et open source operativsystem baseret på åben kildekode, der tillader brugerne at se, ændre og dele koden frit. Linux er kendt for sin stabilitet, sikkerhed og fleksibilitet. Semaphor er en it-virksomhed, der ser open source løsninger som vejen til digital uafhængighed.
Om facilitatorene
Tobias Fonsmark er stifter og ejer af Semaphor, som han grundlagde i 1992. Gennem sin karriere har Tobias opbygget en dyb forståelse for både de tekniske og forretningsmæssige sider af IT-branchen.
Tobias har et brændende engagement i open source og digital suverænitet. Han er fortaler for åbne, brugerstyrede IT-infrastrukturer, der giver institutioner og lokalsamfund ejerskab og kontrol over deres data – frem for at overlade dem til udenlandske tech-giganter. Hos Semaphor udvikler og leverer han sikre, åbne løsninger til offentlige institutioner og organisationer, der prioriterer datasikkerhed og uafhængighed.
Ud over sit arbejde i Semaphor er Tobias medstifter af BornHack, en af Nordens største udendørs IT-festivaler, hvor han bidrager til at styrke fællesskab og videndeling i tech-miljøet. Tobias er i dag en af Danmarks mest anerkendte eksperter inden for open source og digital suverænitet og engagerer sig aktivt i debatter om digital infrastruktur, privatliv og teknologipolitik. Læs mere om Tobias på LinkedIn her.
Johannes Nordskov er uddannet Civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, hvor han har læst en kandidatgrad i Computer Science and Engineering med speciale i Computer Security. Han kommer med erfaring og ekspertise fra it-sikkerhedsfaget og denne benytter han sig i høj grad af, når der skal udvikles på spændende projekter. Læs mere om Johannes Nordskov på LinkedIn her.
Download programmet som PDF og find hurtigt dine must-see oplæg