Debat: Digitale valg overser to grundlæggende præmisser

Jeg er ikke enig i Henrik Nellagers synspunkt på, at valghandlingen skal digitaliseres.

Jeg har selv været involveret i valghandlingen i over 30 år - lige fra tilforordnet ’gardinsvinger’ til valgsekretær.

Jo, der vil helt klart være fordele ved digitale valg – lige fra praktiske og ressourcemæssige fordele til store økonomiske besparelser.

Men overordnet set, hvis den digitale stemmemulighed oven i købet ’kun’ skulle være et ’supplement’ til den almindelige valghandling – som det er nævnt i artiklen - så vil det nok også være så som så med besparelserne, da man skal have begge ’apparater’ i sving.

Men jeg vil alligevel starte et andet sted. Der er nemlig mange gode formål med vores valg, men to altoverskyggende forudsætninger for at kunne opretholde disse valg er

  1. at det kan ske anonymt
  2. at valghandlingen er helt transparent

Netop disse to forudsætninger vil blive voldsomt udfordret ved digitale valg.

Hvis man i dag følger de procedurer, som der er etableret omkring vores valg, så vil disse to forudsætninger være til stede, og det kan enhver borger til en hver tid kontrollere. Selvom man brevstemmer, skilles stemmen fra borgeren, så der ingen markering er af, hvem man måtte have stemt på. Når disse handlinger foretages af de valgtilforordnede og embedsfolket, så er der altid borgere tilstede, som ’overvåger’ det.

Hvis dette foregår digitalt, forsvinder både den enkelte borgers mulighed for at kunne gennemskue, at valghandlingen sker rigtigt, og der kan heller ikke udgives garantier på, at man vitterlig forbliver anonym.

En digital afstemning vil skulle overbevise en borger om, at han først skal tilkendegive, præcist hvem han er, og efterfølgende gøres stemmesedlen helt anonym…. Selvfølgelig kan man det i et system, men kan nogen garantere, at der ikke kan blive manipuleret med data, eller at de gemmes til andre formål osv?  

Og bare denne flig af usikkerhed om ens data bliver rigtig behandlet – samt den enkelte borgers manglende mulighed for at kunne gennemskue behandlingen gør, at det falder til jorden.

Og jeg synes ikke engang, det er nødvendigt at omtale alle de andre usikkerhedsfaktorer omkring en digital valgafhandling, for så længe, der ikke findes et system, der ikke er lige så sikkert som det nuværende analoge system, så bør vi ikke gå den vej.

 

Her finder du Henrik Nellagers modsvar på debatpapir fra DANSK IT’s ekspertgruppe for bæredygtig digitalisering.

Deltag i debatten i DANSK IT's LinkedIn-gruppe

Som medlem af DANSK IT har du mulighed for at få dit faglige budskab ud til it-interesserede via det ugentlige nyhedsbrev.





Nyhed - Tirsdag - d. 7/11/2017

Skal valg­handlingen digitaliseres?

Selv hvis den 100 % sikre digitale valghandling fandtes, er det tvivlsomt om den på samme måde kan opretholde de grundlæggende samfundsværdier, som den analoge valghandling kan, lyder det i debatpapir fra DANSK IT’s ekspertgruppe for bæredygtig digitalisering.