Amerikansk studie sår tvivl om digitalt indfødtes it-evner

Unge har svært med at vurdere troværdigheden af det indhold, de finder på nettet, viser stort amerikansk studie. Danske unge er næppe meget bedre til kildekritik, fortæller Klaus Kvorning Hansen, formand DANSK IT’s udvalg for digitale kompetencer.

Det er for tiden et ophedet diskussionsemne, om folk er i stand til at vurdere troværdigheden af de nyheder de møder, når de færdes på nettet.

Nu viser en undersøgelse fra Stanford University blandt 7.804 elever i den amerikanske mellemskole og på college-uddannelser, at unge har meget svært ved at være kildekritiske, når de er online. 

Hele 82 procent af de studerende i den amerikanske mellemskole kunne ikke kende forskel på en sponseret artikel på et nyhedsmedie og en redaktionel nyhed på samme side. Og det selvom den sponserede artikel var mærket som ”sponseret indhold”.

- Danske unge er næppe meget bedre end amerikanske til kildekritik, og deres udgangspunkt er ofte en lignende medievirkelighed. Derfor er det bekymrende, at der i Danmark lever en antagelse af, at danskerne og i særdeleshed børn og unge, fordi de er meget på nettet, per automatik har gode digitale kompetencer, siger Klaus Kvorning Hansen, formand for DANSK IT’s udvalg for digitale kompetence og til daglig Vicedirektør, Koncern-it, Københavns Universitet. 

Han peger på, at undersøgelsen er et vink med en vognstang om, at der er stor forskel på fx at kunne sende SMS-beskeder eller opdatere sin Facebook-profil og så være i stand til at forholde sig kritisk til den information, man finder på internettet.

Den erkendelse var da også én af årsagerne til, at DANSK IT sammen med Folkehøjskolernes Forening i Danmark i går (den 30/11) afholdt folkeråd om digital dannelse.  

- Det at få gode digitale evner og kunne skelne sandt fra falsk på nettet, er i dag ligeså vigtigt som det på Grundtvigs tid var vigtigt at lære at læse og skrive for at kunne deltage i det gryende demokrati. Digitaliseringen forandrer den demokratiske debat i en sådan grad, at vi alle skal lære at deltage i demokratiet på nye måder, tilføjer Klaus Kvorning Hansen.

Andre konklusioner fra Stanford-undersøgelsen

  • Knap 70 procent af unge i de større klasser kunne ikke se nogen grund til at nære mistro til en sponseret artikel skrevet af den bankdirektør, der argumenterer for, at unge har brug for mere økonomisk rådgivning. 
  • Næsten 40 procent af de amerikanske high-school elever troede baseret på overskriften, at et foto af misdannede margueritter på et foto-deling websted var stærke beviser på, at miljøet omkring Fukushima atomkraftværket i Japan var forgiftet. Og det på trods af, at der ikke var angivet, hvor fotoet fra eller hvem kilden var. 

Undersøgelsen kan downloades her (eksternt link)