Statsministeren må stille sig i spidsen for digitaliseringsparat lovgivning

Skal Danmark være blandt de bedste lande til at udnytte digitaliseringen, må statsministeren stille sig i spidsen for, at de digitale muligheder bliver tænkt ind i lovgivningsarbejdet, lyder det fra DANSK IT, der i dag udgiver et katalog med anbefalinger til lovgivning i det digitale samfund.

- De digitale redskaber vi råder over i dagens samfund, kan være med til at sikre større retssikkerhed, større gennemsigtighed, bedre borgerservice og mulighed for effektiviseringer. Men det kræver, at vi får tilpasset lovgivningen. Ikke fordi de digitale rammer skal bestemme det politiske beslutningsrum, men fordi digitaliseringen giver en hel anden værdi i at tænke på tværs af ministerierne og i forenkling af reglerne, siger Rikke Hvilshøj, direktør, DANSK IT.

Derfor har DANSK IT det sidste år haft en 18 mands stor ekspertgruppe med topchefer fra det offentlige og private til at kigge på, hvad der skal til for at gøre lovgivningen digitaliseringsparat. 

En af nøgleanbefalingerne er, at der er behov for en helt ny og mere smidig tilgang til, hvordan lovgivning udvikles, og at kun statsministeren vil kunne sikre opbakning fra ministerier og embedsmænd til at gå nye veje. 

- Digitaliseringen giver os en enestående mulighed for at skabe en effektiv offentlig sektor, hvor borgerne kan få deres afgørelser langt hurtigere, hvor borgerne automatisk får udbetalt de ydelser, de har ret til, og hvor det er meget mere gennemskueligt for den enkelte borger at forstå, hvorfor en afgørelse er faldet ud, som den er. Alt sammen fordi det offentlige kan udnytte de data om borgerne, som de i forvejen råder over, og fordi digitale løsninger kan sikre automatisering frem til det punkt i sagen, hvor der eventuelt er brug for et menneskeligt skøn, fortæller Ejvind Jørgensen, formand, DANSK IT’s udvalg for it i den offentlige sektor. 

- Desværre står lovgivningen og den måde lovgivningen udvikles på ofte i vejen for, at man kan udnytte de digitale muligheder til at skabe større gennemsigthed og retssikkerhed, tilføjer han.

Det digitale potentiale er ifølge ekspertgruppen derfor en oplagt mulighed for at få ryddet op i lovgivningsmæssige knopskydninger, uhensigtsmæssige undtagelsesregler og inkonsistente definitioner. 

Eksempelvis eksisterer der 31 ydelser for udbetaling af børnepenge, 21 kontanthjælpslofter og flere end 20 måder at opgøre indtægter på. Sådanne uklarheder betyder ikke alene, at det er vanskeligt at digitalisere sagsbehandlingen, men også at få borgere kan gennemskue lovgivningen. Konsekvensen er, at det ofte er de ressourcestærke, der kan gennemskue lovgivningen, som favoriseres fx i forhold til at få søgt de ydelser de har ret til, påpeger DANSK IT i kataloget med anbefalinger. 

- Mere enkel lovgivning og dermed mere digitaliseringsparat lovgivning vil gøre det muligt at gøre sagsbehandlingen mere gennemskuelig for borgerne og dermed sikre, at der også tages større hensyn til de ressourcesvageste, lyder det fra Ejvind Jørgensen. 

Blandt anbefalingerne til lovgivning i det digitale samfund er: 

  • Statsministeren bør nedsætte en task force om digital lovgivning.
  • Regeringen bør udarbejde en plan for gennemgang af større lovkomplekser for at sikre tilpasning til et digitalt samfund.
  • De digitale rammer skal ikke diktere politiske reformer, men alle politiske reformer bør så vidt muligt udformes med lige dele objektive, databaserede kriterier og frihedsgrader for implementering, så de digitale muligheder for kvalitet og effektivitet udnyttes.
  • Alle fremsatte lovforslag bør indeholde en vurdering af deres digitaliseringsparathed.
  • Justitsministeriets lovafdeling skal have til opgave at foretage en vurdering af de forvaltningsretlige og persondataretlige forudsætninger for digitalisering
  •  Forskning inden for digital lovgivning bør styrkes.
  •  Der skal være kursusfag og efteruddannelse i digital lovgivning for landets jurister.

- Lovgivningen og den måde vi lovgiver på er en af de største hæmsko for, at den offentlige sektor bliver i stand til at udnytte de fordele, som de digitale værktøjer giver for at sikre enklere, hurtigere og en mere gennemsigtig og retfærdig sagsbehandling. Derfor er det vigtigt, at statsministeren stiller sig i spidsen for digitaliseringsparat lovgivning og dermed sender et klart signal til alle ministerier om, at området har topprioritet, slutter Rikke Hvilshøj. 

Kataloget med alle anbefalingerne kan læses her