Ildsjæl stopper

En stor frivillig kraft i DANSK IT, professor på CBS Niels Bjørn-Andersen, gik officielt på pension i 2016, og han har nu også valgt at stoppe i fagrådet for Strategi og ledelse. Nyt medlem i fagrådet er assiociate professor i it management, CBS, Stefan Henningson.

Niels Bjørn-Andersen har været en særdeles aktiv bidragsyder til DANSK IT’s foreningsarbejde i over 40 år. Blandt andet har han været med til at udarbejde foreningens ”IT Governance Anbefalinger”, der er blevet standard-sættende for opfattelsen af IT Governance, ligesom han har været involveret i udarbejdelse af vejledningerne ”God IT Skik” (2011) samt ”Anbefalinger om it-strategi” (2016). Udgivelser, der anvendes flittigt af it-professionelle. Forskningsmæssigt har han også publiceret mere end 250 bøger og artikler på it-emner, senest bogen om IT Leadership cases. 

Mange af DANSK IT's konferencer om ledelse er også udviklet sammen med Niels Bjørn-Andersen og fagrådet. Her har Niels Bjørn-Andersens store internationale netværk været en stor hjælp i forhold til at få tunge udenlandske eksperter til Danmark for at tale på konferencerne. 

- Som en af de største forskning-kapaciteter inden for blandt andet it-ledelse og it-områdets rolle i fremtidige organisationer har Niels’ viden været guld værd, når DANSK IT har skullet udvikle medlemstilbud, der også afspejler den seneste forskning. Men Niels har også altid været parat til at komme med gode og idéer i mange andre sammenhæng og har derfor gennem årene sat et solidt aftryk på udviklingen af DANSK IT. Der skal derfor lyde en stor tak til Niels for gennem årene at have lagt så mange frivillige timer i DANSK IT, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.

I forbindelse med sin fratræden udtaler Niels Bjørn-Andersen: 

- Jeg har altid sat stor pris på den faglige dialog med de dygtige repræsentanter for erhvervslivet. Jeg har vel reelt haft en kontakt til en CIO, en it-mellemleder eller en fagspecialist gennemsnitligt en gang om ugen. Jeg har lært utroligt meget heraf, og jeg er overbevist om, at min undervisning og forskning er blevet meget mere relevant. Jeg kommer til at savne den kontakt.

Niels Bjørn-Andersen har været medlem af DANSK IT’s bestyrelse fra 1998-2004, og blev i 2014 belønnet med DANSK IT’s ildsjælspris for sit store engagement gennem flere årtier. 

Nyt medlem af fagrådet er Stefan Henningson, der er associate professor i it management på CBS, hvor han er involveret i flere forskningsprojekter inden for it-ledelse. 

Læs her mere om fagrådet for strategi og ledelse