Virksomheder slås med at få medarbejdere til at tage ejerskab for it-projekter

Den største barriere for at høste gevinsterne i projekter er, at medarbejderne og andre interessenter ikke tager ejerskab for forandringerne, viser ny undersøgelse fra DANSK IT og Peak Consulting Group.

I undersøgelsen, der bygger på 104 besvarelser fra ansatte, der på ledelsesniveau er involveret i projektarbejde i både det private og offentlige, angiver 49 procent af de adspurgte, at den største udfordring i forhold til at realisere gevinsterne i projekterne er manglende ejerskab.

- Det er nemmere sagt end gjort at skabe ejerskab for it-projekter. For it-projekter vender tit op og ned på den måde man tidligere har gjort tingene på. Hvis man ikke har haft interessenterne med tidligt i processen og de ikke har været med til at definere, hvilket problem projektet skal løse, får man ingen til at tage ejerskab, fortæller Rikke Hvilshøj, adm. direktør, DANSK IT.   

Det koster penge at forandre sig, men i mange projekter har man ikke sat penge af til forandringsaktiviteter. Ifølge undersøgelsen er det kun ca. 40 procent, der lader forandringsaktiviteterne være en del af projektets budget. Og i kun 6 procent af virksomhederne er forandringsaktiviteterne andet end uddannelse.  

- Selvfølgelig er det vigtigt at blive uddannet i fx den nye it-løsning. Men at understøtte en forandring og få folk til at ændre adfærd kræver meget mere end blot undervisning i it-løsningen. De egentlige og store gevinster bliver først høstet, når undervisningen følges af forandringer og ændringer i arbejdsgange og administrative procedurer og har medarbejdernes opbakning. Når ikke medarbejdere kan se formålet med de projekter, som iværksættes i virksomheden, er der ikke noget at sige til, hvis de ikke er topmotiverede til at tage medansvar for, at projektet lykkes, siger Rikke Hvilshøj. 

- At understøtte forandringsrejsen er en af de væsentligste forudsætninger for at lykkes med at realisere gevinsterne. Det er også det område, som langt de fleste organisationer behandler stedmoderligt. Det er forretningens ansvar at sikre, at adfærden ændres. Det er ikke projektets. Men som ansvarlig projektorganisation bør man tage med i betragtning, at fundamentet for forandringerne bør støbes i projektet, så forretningen er hjulpet bedst muligt på vej, siger Annette Assentoft, Management konsulent hos Peak Consulting Group.

De største udfordringer i relation til gevinstrealisering*

Manglende ejerskab (49 %)
Manglende målinger og opfølgning (45 %)
Lav modenhed på området (41 %)Gevinstkultur (39 %)
At omsætte gevinster til noget målbart (34 %)
Tid og ressourcer (30%)
Mangel på interesse fra organisationen (14%)
At balancere fokus mellem drift og udvikling  (11%)
Mangel på interesse fra topledelsen (7%)
At gevinsthorisonten er for lang (6%)
Datakvalitet (6%)
Andet (5%)

*Respondenterne er blevet bedt om at pege på de tre største udfordringer.