Få beskytter deres digitale privatliv

Der tales meget om overvågning på nettet, men når det kommer til stykket, gør de færreste danskerne noget aktivt for at beskytte sig. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført på vegne af DANSK IT og DataEthics.

Undersøgelsen, der bygger 1.008 besvarelser, viser at blot 9 procent bruger søgemaskiner, der ikke registrerer/arkiverer hvad man søger på, hvis de ønsker at være anonyme på nettet. 7 procent bruger VPN og blot 2 procent anvender Tor-netværket.

Indstillingen privat-søgning anvendes af 23 procent og 17 procent blokerer for cookies. Mens 11 procent helt afholder sig fra at søge på det, de ønsker at søge på.

Hos DANSK IT vækker tallene undren. Ikke mindst fordi, at kun 38 procent af danskerne i undersøgelsen fortæller, at de ikke har behov for at søge anonymt på nettet.

- Vi havde forventet, at flere ville beskytte sig mod overvågning. Når det alligevel ikke er tilfældet, kan det skyldes, at det kræver meget at blive bevidst om den overvågning, der foregår, da vi i dagligheden ikke bliver konfronteret med den. Dataindsamlingen foregår i det skjulte og vi får kun en fornemmelse af, hvad der foregår, når vi fx får målrettede reklamer eller læser om overvågning i medierne, fortæller Rikke Hvilshøj.

- Evnen til at kunne beskytte sig på nettet bliver i stadig stigende grad en forudsætning for at have et privatliv. Derfor er det vigtigt at være i stand til at tage kontrol over de fodspor, man efterlader på nettet, tilføjer hun.

Tallene skal ifølge DANSK IT og DataEthics ses i lyset af, at der sket en voldsom stigning i indsamling af persondata fra de produkter og services, vi anvender i dagligdagen.

- Det er et spørgsmål om tid, før flere vil tage værktøjer til sig for at kontrollere egne data. Vi skal jo lige lære dem at kende og finde ud af, at det ikke er så besværligt. De fleste, der hører, at man kan få lavere priser ved at bruge digitale selvforsvarsværktøjer kommer hurtigt i gang, siger Pernille Tranberg, medstifter af DataEthics.

Hun underviser mange folkeskoleelever, der i stigende grad gør brug af værktøjer til at tage kontrol over egne data, fx en VPN, hvor man dels krypterer sin trafik, så man ikke kan blive hacket, dels kan vælge sin lokation og dermed ofte få bedre priser end hvis man er gennemsigtig overfor de mange websider, der tilpasser priserne afhængig af hvor meget de ved om en.

Få værktøjer på dataethics.eu/selvforsvar

Det gør danskerne, når de vil søge anonymt på nettet:

38 %, fortæller at de ikke har et behov for at søge anonymt

23 % anvender indstillingen privat-søgning.
TIP: I de fleste browseres menulinje kan man vælge anonym søgning, hvilket betyder, at der ikke gemmes cookies, mens man søger i det anonyme søgevindue.

17 % blokerer cookies.
TIP: Ønsker man permanent at blokere for cookies kan man gøre det i de forskelliges browseres menulinje.


16 % ved ikke

11 % afholder sig fra at søge på det, de ønsker at søge på

9 % bruger søgemaskiner, der ikke registrerer/arkiverer hvad man søger på.
TIP: Søgemaskiner som hollandske Startpage, franske Qwant, schweisiske Hulbee, amerikanske Duckduckgo eller danske FindX – tracker ikke brugere personligt og gemmer alle søgninger.

7 % bruger VPN
TIP: En VPN-forbindelse krypterer trafikken mellem din enhed og internettet, så ingen kan opsnappe data, som man udveksler. Det eneste det kræver er, at man downloader et program hos en af de mange VPN-udbydere. Nogle VPN-programmer er gratis andre koster penge.

4 % gør andet

2 % anvender TOR-netværket
TIP: TOR-browseren krypterer ens internettrafik og flytter trafikken på tværs af forskellige TOR-servere. IP-adressen og rutetrafikken skifter løbende, så ingen kan se ens IP-adressen. TOR gør internetforbindelsen langsom og er kendt for at være anvendt af kriminelle.