Digitaliserings­prisen 2017 uddelt - her er vinderne

Familien blev det store tema, da vinderne af Digitaliseringspriserne skulle findes. Priserne blev overrakt på konferencen "Offentlig digitalisering 2017" i Musikhuset i Aarhus.

Det blev Statsforvaltningen, der løb med dommernes Specialpris for projektet "Familiens livssituation". Velfærdsprisen gik til Helsingør Kommune for en "Familiedialog", mens Styrelsen for IT og Læring tog Effektiviseringsprisen for projektet "Netprøver.dk".

Digitaliseringsprisen bliver uddelt i de tre kategorier; Effektiviseringsprisen, Velfærdsprisen og dommernes Specialpris. Blandt de 45 nominerede projekter skulle de tre vinderne findes. Det blev Styrelsen for IT og Læring, der vandt Effektiviseringsprisen for projektet "Netprøver.dk", og Helsingør Kommune, der vandt Velfærdsprisen for projektet "Familiedialog". Dommernes Specialpris gik til Statsforvaltningen for projektet "Familiens livssituation".

Priserne blev uddelt onsdag i Musikhuset i Aarhus på konferencen "Offentlig digitalisering 2017".

- Digitaliseringsprisen viser de mange gode digitale initiativer og løsninger, der udvikles og anvendes i det offentlige Danmark. Det kan vi være stolte af som samfund. Digitalisering er afgørende for at øge velfærd og effektivitet til gavn for borgere, offentlige medarbejdere og ledere. Hos mange af de nominerede projekter og særligt hos årets vinderprojekter ser vi, at de positive sider ved digitaliseringen direkte kommer borgerne og brugerne til gode. Det er en stærk og positiv tendens, der er værd at holde fast i, siger Eva Berneke, adm. direktør, KMD, der overrakte priserne i Aarhus. 

Digitaliseringsprisen er blevet uddelt siden 2004.

Dommernes Specialpris går til Statsforvaltningen

 Prisen viser nye løsninger, hvor offentlige myndigheder og institutioner har udvist stor innovationskraft. Der var mange om buddet, men de tre norminerede til prisen blev:
 
Herning Kommune med "Min Livshistorie"
Verninge Skole, Assens kommune med "BookBites"
Statsforvaltningen med "Familiens livssituation"
 
I Statsforvaltningen hjælper løsningen "Familiens livssituation" med at favne hele familiens livssituation ved en skilsmisse eller separation. Mange af de 180.000 sager går på tværs af forvaltninger, så nytænkning er tiltrængt.
 
- Det er fantastisk at se, den offentlige sektor vende sig endnu mere ud mod borgerne for at forstå deres behov for borgerservice. Der skal netop arbejdes på tværs af siloerne, når vi arbejder med god digitalisering. I vinderens tilfælde er det en svær familiær situation, og derfor er det glædeligt, hvordan Statsforvaltningen ønsker at gå 360 grader rundt om borgeren. Det betyder rent faktisk også, at der er en effektiviseringsgevinst. Det er en ren win-win, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf og dommer for den uafhængige dommerkomite. 
 

Effektiviseringsprisen går til STIL

Igen i år var det et stærkt felt af nominerede, der bejlede til årets Effektiviseringspris. De tre projekter, der slap gennem nomineringsnåleøjet var:
 
Miljøstyrelsen med "Autorisationssystem til brug af bekæmpelsesmidler"
Styrelsen for It og Læring med "Netprøver.dk"
Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen med "Digitalisering af betalingsparkering"
 
Netprøver.dk simplificerer arbejdet med skriftlige prøver på 225 gymnasiale uddannelser. Styrelsen for IT og Læring har med projektet ønsket at se på den samlede proces for de 226.000 skriftlige prøver.

 - Projektet er et eksempel på god digitalisering, der håndterer forretningskritiske data med fokus på brugervenlighed, informationssikkerhed og effektivisering. Samtidig bidrager projektet til, at offentlige serviceleverancer også følger med tiden, siger Lars Frelle-Petersen, direktør, Digitaliseringsstyrelsen og medpartner til Digitaliseringsprisen.
 

Velfærdsprisen går til Helsingør Kommune med "Familiedialog" 

Også blandt de indkomne forslag til årets Velfærdspris var der mange stærke kandidater. I år blev feltet snævret ind til følgende tre nominerede:
 
Helsingør Kommune med "Familiedialog"
Telepsykiatrisk Centre, region Syddanmark med "Videokonsultation i psykiatrien"
Århus Kommune, Børn & Unge, PPR og Specialpædagogik med "Fra Taxa til Bus"
 
I Helsingør Kommune styrker man med "Familiedialog" borgerens indsigt i sagerne, og på den måde skabe en mere ligeværdig situation mellem borgeren og forvaltningen.
 
- En familie kan opleve at have mange kontaktpunkter med kommunen. Vi har meget fokus på at skabe en enklere og mere sammenhængende relation mellem borgeren og kommunen. Det vil vi gerne sætte fokus på, og i Helsingør Kommune er det lykkes at få skabt en fælles handlingsplan til gavn for alle - også de fagprofessionelle. Det er "empowerment", og det er smart, siger Laila Kildesgaard, direktør, KL og medpartner til Digitaliseringsprisen.

Foto

Øverst fra venstre; Michael Bach Petersen, Director i In2media, Lisa Ferbing, formand for Djøf, Eva Berneke adm. direktør for KMD, Rikke Hvilshøj, direktør for Dansk IT. Nederst fra venstre; Jesper Stæhr Mikkelsen, kontorchef hos Styrelsen for IT og Læring, Lisbeth Munkager, senior konsulent i Helsingør Kommune samt Rasmus Kruse, it- og administrationschef for Statsforfatningen.
Fotograf: Torben Kristensen.
 

Om Digitaliseringsprisen

Digitaliseringsprisen 2017 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Djøf, Dansk IT, Rambøll, In2media og KMD. Digitaliseringsprisen er blevet uddelt siden 2004.
 
Prisen uddeles på baggrund af bedømmelser fra en uafhængig dommerkomite bestående af:
 
Lisa Herold Ferbing, Formand, Djøf
Kim Norman Andersen, Professor, CBS
Anders Hvid, Stifter, Dare Disrupt
Christian Bason, Adm. direktør, Dansk Design Center
 
Du kan læse mere om prisen og årets nominerede på: www.digitaliseringsprisen.dk