Tag med DANSK IT til hackerfestival på Bornholm

Hackerfestivallen BornHack den 22/8 til 29/8 er for dem, der er til grill, kodning, tekniske foredrag og workshops på højt niveau. DANSK IT har i år gratis billetter og overnatning til 8 medlemmer af DANSK IT. Billetterne uddeles efter først til mølle-princippet, så skynd dig at melde dig til.

BornHack er en 7-dages udendørs sommerlejr hvor hackere, teknikere og beslutningstagere mødes for at lege med teknologi, netværke, lære nyt og have det sjovt. 

En af dem, der er med til at arrangere begivenheden er Tobias Fonsmark, der er medlem af DANSK IT og til daglig driver virksomheden Semaphor. 
  
- Mange af dem, vi gerne vil trække til BornHack sidder i it-stillinger, hvor de til hverdag ikke har mulighed for at udforske nye teknologier i dybden. Det er der rig mulighed for på BornHack, siger Tobias Fonsmark og tilføjer at også studerende kan suge masser af viden til sig ved at deltage. 
  
- På festivalen kan man genfinde den it-faglige glæde, ved at mødes og nørde sammen med andre, der brænder for det samme. Man kan eksperimentere med at bruge teknologien på nye måder og man kan dele erfaringer med ligesindede. Det giver energi, inspiration og netværk til bedre at klare hverdagen bagefter, påpeger han. 
  
Sidste år var der tæt på 100 deltagere heraf var cirka halvdelen fra udlandet. Blandt andet fra Australien, Sverige og Tyskland. I år forventer man, at endnu flere vil tage turen til hackerfestivalen. 
  
På programmet er blandt andet en introduktion til Pentest (hvordan man bryder igennem en firewall) og Kali, en to-dages workshop om kendte og mindre kendte teknikker til hvordan trådløse netværk - 802.11 infrastruktur kan hackes. Der bliver også en paneldebat om GDPR og meget mere. 
  
- Det er også oplagt for virksomheder at sende deres medarbejdere afsted til BornHack. Det er en billig måde uddanne sine it-folk inden for flere af de trusler, som de til daglig arbejder med at beskytte deres arbejdsplads mod, fortæller Tobias Fonsmark. Arrangementet kan samtidig fungere som teambuilding for it-afdelingen. 
  
Blandt oplægsholderne er Poul-Henning Kamp, systemprogrammør og blogger. Han stiller skarpt på Varnish Cache-projektet, der blev startet i 2006, med det formål at skrive en fejlfri og angrebssikker proxy-server. Freja Wedenborg, en Bruxelles-baseret dansk journalist og forfatter til 'Cryptoguide for journalister' taler sammen med programmør Aslak Ransby om digitalt selvforsvar. 
  
Du kan se det fulde program på https://bornhack.dk/bornhack-2017/program/ 

Sådan får du DANSK IT’s gratis pakke

Ønsker du at bruge DANSK IT’s tilbud* skal du sende en mail til nsp@dit.dk, skrive BornHack i emnelinjen og skrive hvilke dage, du ønsker at deltage, og om du ønsker at køre med en af arrangementets turbusser til Bornholm. Du skal være medlem af DANSK IT for at kunne benytte dig af tilbuddet.

Bemærk, at der på disse busser kun er mulighed for udrejse den 22. august og hjemrejse den 29. august. Se afgangene her https://bornhack.dk/shop/?category=transportation 

Transport til og fra arrangementet på andre dage, er ikke inkluderet i pakken til DANSK IT-medlemmer. 

Vær opmærksom på, at der kun er 8 gratis billetter til medlemmer af DANSK IT. Her gælder først til mølle princippet. 

*DANSK IT betaler for overnatningen i en 8-mands hytte og transport, hvis man benytter sig af BornHacks busser. Transport på øvrige tidspunkter er for egen regning. Forplejning er også for egen regning.