Dansk IT glæder sig over nyt digitaliseringsudvalg: Får vigtig rolle

Som mångeårig forkæmper glæder Dansk IT sig over det nye digitaliseringsudvalg i Folketinget. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde og håber, at digitaliseringsudvalget sætter en ambitiøs retning for digitaliseringen i Danmark

Danmark har endelig fået et digitaliseringsudvalg i Folketinget og en digitaliseringsminister. I løbet af årene har Dansk IT været en af de mest prominente fortalere for at Folketinget nedsætter et digitaliseringsudvalg. Blandt andet har vi sat fokus på behovet for et digitaliseringsudvalg i rapporten ”Statens udbudspraksis på digitaliseringsområdet” fra Dansk ITs udvalg for IT i den offentlige sektor (2020), og i vores anbefalinger til det nye Folketing i 2022.

I rapporten skriver Dansk IT: ”Med henblik på at fremme politikernes fokus på, operationelle viden om og involvering i den digitale dagsorden anbefaler Dansk IT, at der etableres et særligt Digitaliseringsudvalg i Folketinget. Formålet er at fremme politikernes fokus på, viden om og involvering i den digitale dagsorden samt at skabe en ny politisk kultur, hvor digitalisering i højere grad bliver realpolitisk fremfor symbolpolitisk” - Statens udbudspraksis på digitaliseringsområdet, 2020.

Vi er derfor glad for, at vores stemme er blevet hørt! Dansk IT håber, at udvalget og ministeren kan skubbe til udviklingen og sikringen af Danmarks digitale infrastruktur, samtidig med at det sikres, at den digitale udvikling kommer samfundet til gode.

Det er vigtigt, at digitaliseringsudvalget kommer til at spille en stærk rolle i samfundets digitale udvikling. Derfor har vi i udbudsrapporten anbefalet, at digitaliseringsudvalget følger op på den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi og implementeringen af strategien. Yderligere skal udvalget holde regeringen op på, at Danmarks digitale infrastruktur fremtidssikres og udvikles til samfundets gavn.

Udvalget kan skabe transparens og tillid

Digitaliseringsudvalget kan blive til en vigtig institution, der kan sikre transparens og tillid omkring digitaliseringen. Indtil videre er afgørende beslutninger om Danmarks digitale fremtid ofte blevet truffet uden den nødvendige offentlige og politiske debat. Vores håb er, at dette ændrer sig i takt med, at vi har fået et udvalg, som kan være med til at sætte dagsordenen indenfor digitaliseringen. Det er afgørende, at borgerne kan følge med i den digitale udvikling, og at vi har en demokratisk samtale om vores overordnede retning i denne udvikling.

Til sidst noterer vi os, at digitaliseringsudvalget består af en række engagerede og profilerede politikere. Dette ser vi som et udtryk for, at tiderne, hvor IT-ordførerskabet var nedprioriteret, er ved at være forbi. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde med digitaliseringsudvalget!