Ny bog fra Dansk IT: Ledelse på tærsklen til et digitalt samfund

Bogen "Ledelse på tærsklen til et digitalt samfund" fra Dansk IT sætter fokus på, hvordan man som leder navigerer og leder i en digital tidsalder og på de kernekompetencer, man bør besidde. Medlemmer af Dansk IT kan hente den digitale udgave af bogen gratis her.

Ledelse

"Ledelse på tærsklen til en digital tidsalder" er titlen på en ny bog fra Dansk IT. Det er Ejvind Jørgensen, Peter Pietras og Per Tejs Knudsen, der er forfatterne, og der er tale om en ny udgave af bogen Ledelse i d-land, der oprindeligt udkom i 2017.

Den digitale udvikling har været ganske markant siden da - tænk f.eks. bare på generativ AI, dataetik, inklusion og klimadagsordenen som nogle af de nye temaer, der fylder meget i dag. Derfor har forfatterne ønsket at opdatere bogen, hvis kernebudskaber blot er blevet endnu mere aktuelle i de senere år. I forordet til Ledelse på tærsklen til en digital tidsalder lyder det blandt andet:

“Vi står i en samfundstransformation drevet af ny digital teknologi. Vi oplever en digital udvikling, der udfordrer vores samfundsindretning, og som forandrer både den måde vi lever, lærer og arbejder på, samt vores kultur. Transformationen er i gang med at ændre samfundet og virksomhederne, hvorfor der er behov for at ændre den måde, vi leder på. Der stilles nye krav til ledelsens kompetencer og til den måde, vi finder og udvikler ledelsestalent på. Teknologien er her. Men har vi det rette lederskab? Hvad kræver det af ledelsen at udnytte de digitale muligheder, at lede transformationen og lede en digitaliseret verden i den retning, vi ønsker?”

Den opdaterede udgave af bogen indeholder blandt andet nye refleksioner og perspektiveringer inden for temaet ledelse og digitalisering. Samtidig har bogen også fået et grafisk løft i den nye udgave.

“Vi har i denne udgave valgt at tilføje et par afsnit, der omhandler en refleksion over, hvilke udfordringer der er taget til i perioden fra den oprindelige udgivelse og frem til nu. Selvom bogen måske nærmest er blevet mere relevant, fordi den nok på visse punkter var lidt tidligt ude, er der også områder, hvor vi tænker, at der kunne skrives en ny bog. I den nye perspektivering, som vi har udformet, har vi valgt at slå nogle af disse fremtidige temaer an.”

En af bogens pointer handler om, hvordan man som leder adresserer den iboende usikkerhed, som følger med, når man arbejder med digital transformation: 

”Lederen skal kunne medvirke til, at medarbejderne føler, at de har den psykologiske sikkerhed, der gør dem i stand til at leve med den usikkerhed og kompleksitet, som det digitale udviklingsarbejde også indeholder. Lederen skal kunne skabe rum til at være innovativ og skabe motivation for at turde at satse og måske også til at opleve de modige læringsskridt. Skridt, som nogen vil kalde fejl, og andre vil kalde nødvendige erfaringer på vejen til at finde den rigtige løsning.”

Sådan henter du bogen

  • Alle medlemmer af Dansk IT kan gratis hente den digitale udgave af Ledelse på tærsklen til et digitalt samfund. Det kræver, at du logger ind med dine medlemsoplysninger på denne side, hvor du finder linket til download.

  • Samtidig er det muligt at bestille et fysisk eksemplar af bogen. Den fysiske bog koster 199 kroner + 50 kroner i forsendelse. Du bestiller den ved at sende en mail til dit@dit.dk. Husk at skrive den adresse, hvortil bogen ønskes sendt.

  • Hvis du ikke er medlem af Dansk IT, koster den digitale udgave af bogen 149 kroner. Bestil den digitale udgave ved at sende en mail med dine oplysninger til dit@dit.dk.

    Yderligere information:

    Ejvind Jørgensen
    Formand for Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor
    25 94 49 73
    ejj@cbrain.com

    Kim Stensdal
    Chef for kommunikation og viden i Dansk IT
    22 79 43 73
    ks@dit.dk


  • Sagt om bogen

    Den digitale transformation er både bag os, foran os, over og under os. I den offentlige debat og i den enkelte organisation bliver det hurtigt til en diskussion om teknologier, hvor det i stedet burde handle om ledelse. Bogens forfattere rammer det meget klart ind, når de siger ”Det kræver lederskab ikke bare at digitalisere gårsdagens samfund. Det kræver lederskab at anvende digitaliseringen til at udvikle morgendagens samfund”. Hvis man vil blive klogere på dette lederskab og selv blive bedre til at udøve det lederskab, så er der god inspiration at hente her.

    - Rikke Hvilshøj, Director i GRACE Public Affairs, tidligere direktør for Dansk IT og fhv. Minister

    Som topchef bliver man udfordret af den hastigt stigende teknologiske udvikling. Nye teknologier som ChatGPT ændrer fuldstændig organisationer og samfundet. At drive forretningsudvikling med afsæt i nye teknologier er en kernekompetence, som alle topledere bør have. Bogen giver en rigtig god ramme og konkrete anvisninger på, hvad det kræver at lede transformative digitale projekter. “Ledelse på tærsklen til et digitalt samfund” er et must-read for alle, der interesserer sig for, hvordan digitalt lederskab kan gennemføres i praksis.

    - Betina Hagerup, formand for Statens It-råd, tidligere direktør i Erhvervsstyrelsen, Dansk Erhverv og KMD