Medarbejdernes digitale kompetencer har været en stor styrke under coronakrisen

Medarbejdernes digitale kompetencer har i meget høj grad været en styrke under coronakrisen, viser ny undersøgelse fra Dansk IT.

De seneste måneder har på de fleste danske arbejdspladser været markant anderledes, end vi er vant til. De fysiske møder er blevet erstattet af virtuelle, og måden man arbejder og samarbejder på har været alt andet end ”business as usual.”

Det har på mange arbejdspladser været lidt af en øjenåbner, hvor mange opgaver, der egentlig kan klares, uden at man er fysisk til stede på kontoret. Videomøder har sammen med digitale samarbejdsplatforme været omdrejningspunktet, mens coronavirussen har hærget.  

Det er dog nok også tydeligt, at det kun har kunnet lade sig gøre af to årsager:

1) Fordi vi i Danmark har en velfungerende digital infrastruktur med bredbånd, og fordi de fleste virksomheder har de nødvendige digitale værktøjer til rådighed i form af både hardware og software.
  
2) Fordi de ansatte i virksomhederne – og de danske borgere i det hele taget – har de nødvendige kompetencer til at kunne anvende værktøjerne og til at kunne navigere i et digitalt arbejdsmiljø. 

Digitale kompetencer har haft stor betydning
Dansk IT udsendte for nogle uger siden en spørgeskemaundersøgelse for at afdække, hvilken betydning de digitale kompetencer på arbejdspladserne har haft under coronakrisen. De 47 respondenter er modtagere af Dansk IT’s nyhedsbrev og foreningens kanaler på de sociale medier samt deltagere i foreningens faste survey-panel.

Undersøgelsens resultater er ganske markante. Til spørgsmålet ”I hvor høj grad har medarbejdernes digitale kompetencer på din arbejdsplads været en styrke under coronakrisen?”, svarer 83 procent, at det har de ”I meget høj grad”, mens 8,5 procent siger ”I nogen grad”. Kun 8,5 procent svarer ”I ikke ret høj grad.”

Survey 1

Vi bad også respondenterne forholde sig til følgende: ”På en skala fra 1-10, hvor 10 er bedst, hvor godt har din arbejdsplads så rent kompetencemæssigt været rustet til at håndtere de mange videomøder og det virtuelle samarbejde under coronakrisen?”

Her lander respondenternes svar på et gennemsnit på 7,7, som det ses af figuren herunder. 

Survey 2

Selvom respondenterne i Dansk IT’s survey altså vurderer, at de digitale kompetencer har været en stor styrke under coronakrisen, peger de samtidig på, at der fortsat er plads til forbedringer, hvad angår netop kompetencerne. Vi spurgte: ”Har coronakrisen været med til at blotlægge områder, hvor din arbejdsplads fremadrettet med fordel kan styrke medarbejdernes digitale kompetencer?”

Til det spørgsmål svarer hele 68,1 procent ”Ja”. Kun 14,9 procent svarer ”Nej”, mens 17 procent peger på ”Ved ikke.”

Survey 3

Som en opfølgning på det spørgsmål bad vi survey-deltagerne om med deres egne ord at beskrive, hvilke kompetencer der bør være fokus på at styrke fremadrettet på arbejdspladsen?

Fritekstsvarene peger i høj grad i samme retning: Respondenterne mener nemlig, at vi skal styrke kompetencerne inden for virtuelle møder og virtuelle samarbejde – ikke mindst skal vi blive bedre til at facilitere de digitale møder og til at anvende digitale løsninger til at samarbejde. Det er med andre ord ikke nok at investere i de teknologiske løsninger til formålet, vores kompetencer skal også understøtte, at løsningerne anvendes på en effektiv og intelligent måde. 

Det sidste spørgsmål i surveyen gik på, hvorvidt de sparerunder, som mange virksomheder skal igennem som en konsekvens af krisen, vurderes til at betyde en besparelse på budgettet til at styrke de ansattes kompetencer. 

Til spørgsmålet ”Forventer du, at indsatsen for at løfte medarbejdernes digitale kompetencer vil blive reduceret på din arbejdsplads?”, svarer 61,7 procent ”Nej”, mens 29,8 procent svarer ”Ved ikke”. 8,5 procent svarer ”Ja.”

Survey 4

Du kan blive medlem af Dansk IT’s faste survey-panel her.
 
Hør podcast: