Dansk IT's medlemshus genåbner for aktiviteter: Disse tiltag skal sikre din tryghed

Dansk IT’s medlemshus genåbner snart for fysiske aktiviteter. Vi har iværksat en række tiltag, der skal sikre, at du føler dig tryg, når du besøger os i Vermundsgade i København Ø.

For blot nogle måneder siden inviterede Dansk IT sine medlemmer samt venner af foreningen til nytårskur og housewarming i foreningens nye medlemshus. Det er her, vi afvikler langt de fleste af vores medlemsaktiviteter, kurser, netværksmøder, eksamener og endda også nogle af vores konferencer. Til nytårskuren kunne vi fortælle, at medlemshuset allerede var fuldt booket med aktiviteter i foråret.

Men så kom Corona til Danmark… Og efter regeringens udmelding den 11. marts, valgte Dansk IT at udskyde en lang række fysiske aktiviteter eller konvertere dem til virtuelle afholdelser. Sidstnævnte har vi haft stor succes med, og online aktiviteter vil være en naturlig del af vores tilbud fremover.

Danmark er så småt ved at genåbne. I Dansk IT er medlemshuset også igen åbent for besøgende. Vi har allerede afviklet et par eksamener. Fra den 8. juni 2020 er der atter mulighed for afholdelse af fysiske kurser, netværksmøder og andre aktiviteter i medlemshuset.

Det er selvfølgelig vigtigt for Dansk IT, at du som besøgende i medlemshuset føler dig tryg både før, under og efter et besøg. Vi har derfor iværksat en række tiltag for at sikre trygge møde/kursusafholdelser, så du får en god oplevelse.

Dansk IT følger nøje Sundhedsstyrelsens retningslinjer og har indført følgende tiltag:

  • Alle aktiviteter foregår i store lokaler. Vi sørger for, at alle personer er spredt fornuftigt ud i lokalet med mindst 1 meters afstand mellem hver deltager.
  • Er du tilmeldt et arrangement med forplejning, vil det blive serveret portionsanrettet. Al forplejning indtages enten i mødelokalet eller i området tæt på lokalet. Derudover vil alle sidde med mindst 1 meters afstand, hvor der vil være tydelig afstandsmarkering.
  • Der rengøres grundigt i løbet af dagen. Borde, stole, håndtag og alle andre overflader sprittes af. Der er håndsprit og informationsopslag tilgængeligt ved alle lokaler. Dertil er der flere håndvaske i fællesområdet i medlemshuset.
  • Alle besøgende opfordres jævnligt til at vaske hænder og spritte af. Der er håndsprit tilgængeligt rigtig mange steder i medlemshuset, så det er nemt at spritte hænder af.


Skal du snart på kursus i medlemshuset, opfordres du til at læse Dansk IT’s FAQ vedr. kursusafholdelser.