DANSK IT uddeler tre priser: Her er de danske it-personer, der hædres

DANSK IT har uddelt tre priser i forbindelse med foreningens generalforsamling og årskonference. Se prismodtagerne her.

Priser

DANSK IT har onsdag den 27. marts afholdt generalforsamling og årskonference for foreningens medlemmer. DANSK IT, der har eksisteret siden 1958 og i dag har godt 9.500 medlemmer, har i den forbindelse uddelt tre priser, der hædrer dem, der gør en særlig indsats både for DANSK IT og for den digitale dagsorden i det hele taget.

- Det er helt afgørende at have rollemodeller og også at huske at hædre dem, når vi som forening arbejder for at fremme brugen af it og for at sikre, at det sker på en værdiskabende og ansvarlig måde, siger Lisa Herold Ferbing, der er bestyrelsesformand i DANSK IT.

- Alle tre prismodtagere er med til at vise vejen og yder en ekstraordinær indsats. De er med til at forme fremtidens DANSK IT og fremtidens digitale Danmark. DANSK IT viser med de tre priser vores taknemmelighed, og at vi anerkender den store indsats, alle tre prismodtagere yder, forklarer Lisa Herold Ferbing. Hver prismodtager modtager sammen med prisen 5.000 kroner.

Årets ildsjæl: Mads Tofte

DANSK IT tildeler Mads Tofte prisen som Årets ildsjæl. Prisen gives til en person, der har spillet en særlig rolle og gjort en særlig indsats for at fremme og understøtte it, hvor det skaber værdi for samfundet. Mads Tofte har stået i spidsen for IT-Universitet og var med til at opbygge universitetet fra bunden. Han har været en nøgleperson for it-Danmark i flere årtier og har været med til at skabe en uddannelsesinstitution, der i dag er helt afgørende for at løfte de digitale kompetencer.

IT-Universitet har med Mads Tofte i spidsen haft fokus på at øge antallet af kvinder, der arbejder med it – med stor succes. Og Mads Tofte har været en fremragende ambassadør for det digitale område ved at deltage i samfundsdebatten. IT-Universitetet er i dag afgørende for, at forskningen på it-området i Danmark har internationalt niveau. Mads Tofte takkede ved årsskiftet af som rektor, og DANSK IT ønsker på vegne af foreningens mange it-professionelle medlemmer at takke ham for den ekstraordinært store indsats. Derfor er Mads Tofte Årets ildsjæl.

Læs stort interview: Som 10-årig så Mads Tofte månelandingen i fjernsynet: Det vakte hans interesse for computere



Årets frivilligpris: Udvalget for IT i den offentlige sektor

DANSK IT tildeler Udvalget for IT i den offentlige sektor Årets frivilligpris. Udvalget er et af DANSK IT’s fire politiske udvalg, og de 17 medlemmer af Udvalget for IT i den offentlige sektor yder en helt særlig indsats for at sikre, at DANSK IT kan markere sig med viden og holdninger i debatten om offentlig digitalisering. Udvalget er med til at sikre den høje kvalitet på den årlige OffDig-konference i Aarhus, udgiver vigtige anbefalinger om offentlig digitalisering og deltager aktivt i debatten året rundt.

Med baggrund i en vedholdende indsats er Udvalget for IT i den offentlige sektor i dag et udvalg, som både politikere, embedsfolk og it-brancen lytter til. Samtidig er Udvalget for IT i den offentlige sektor med til at bevise, hvor meget man kan opnå med et frivilligt engagement. Derfor vinder udvalget Årets frivilligpris.



Årets gnist: Mikkel Frohn

DANSK IT tildeler Mikkel Frohn prisen Årets gnist. Prisen gives til en af foreningens unge, der har gjort en særlig indsats for foreningen og dens medlemmer. Mikkel Frohn har været medlem af DANSK IT’s fagråd for informationssikkerhed siden oktober 2017, og han spiller samtidig en aktiv rolle for DANSK IT’s og NC3’s årlige hackathon, Hack IT.

Mikkel Frohn er er en fremragende ambassadør for DANSK IT og er samtidig et klart eksempel på, hvordan man som ung kan få gavn af at være en del af DANSK IT og også selv kan deltage aktivt i foreningsarbejdet og være med til at præge dagsordenen. Mikkel Frohns indsats kommer således hele DANSK IT til gavn. Derfor er Mikkel Frohn Året gnist.


Om DANSK IT
DANSK IT er en uafhængig interesseorganisation og et fællesskab for it-professionelle. Her kan du sætte fokus på din karriere gennem fortsat kompetenceudvikling og deltagelse i Danmarks største it-faglige netværk. DANSK IT arbejder for at fremme og understøtte it, hvor dette skaber værdi for samfundet og den enkelte. At samle, styrke og udvikle it-brugere og it-professionelles kompetencer og faglighed. Og på et uafhængigt grundlag varetage samfundets og medlemmernes it-interesser.

 


Moon 1

Nyhed - Torsdag - d. 28-3-2019

Som 10-årig så Mads Tofte månelandingen i fjernsynet: Det vakte hans interesse for computere

Mads Tofte vinder DANSK IT’s pris som Årets ildsjæl for sit mangeårige virke som rektor på IT-Universitetet. Her fortæller han historien om både IT-Universitet og sit liv med it. Det hele begyndte for 50 år siden, da Neil Armstrong blev det første menneske på månen.