Kæmpe potentiale i åbne offentlige data: En tæt dialog baner vejen for succes

Hvis vækstpotentialet i åbne offentlige data skal indfries, kræver det et tættere samarbejde mellem offentlige og private aktører, end det hidtil har været tilfældet. En række dialogmøder mellem kommuner og private virksomheder har vist, at konkrete brugsscenarier er et godt afsæt.

Åbne offentlige data er i adskillige rapporter og fællesoffentlige digitaliseringsstrategier blevet udpeget som en væsentlig drivkraft for vækst gennem nye, spændende digitale løsninger udviklet af private virksomheder. Men hvordan finder virksomhederne ud af hvilke data, det offentlige ligger inde med, og hvordan får offentlige myndigheder viden om hvilke data, der kan give forretningsmæssig værdi for virksomhederne?

De spørgsmål satte Partnerskabet for Åbne Offentlige Data med deltagelse af KL, Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner og Open Data DK sig for at besvare – dels gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt 225 virksomheder, dels gennem i alt fire dialogmøder, der blev afholdt i løbet af november 2018 i henholdsvis Aarhus og København.

Du kan læse mere om undersøgelsen her

Forløbet har allerede givet meget konkrete resultater og vist, at offentlige data har værdi. Eksempelvis fik virksomhed Kodyl, der står bag tjenesterne Akutbolig.dk, BoligAPI.dk og Boligbesked.dk, data fra Vejle og Herning Kommuner om skoler og kommunal demografi, som kan bruges til at berige boligannoncerne på deres platforme. 

Derudover igangsatte virksomheden et proof-of-concept projekt på et nyt forretningsområde ligeledes med afsæt i data fra Vejle og Herning kommuner. Der var flere eksempler på, at kommunerne ligger inde med data, der kan bruges i konkrete løsninger. Således viste det sig, at Egedal Kommune indsamler data om foreningslivet i kommunen, som var interessant at bruge på Jyske Banks portal bedstehjem.dk.

De data, kommunerne i forløbet har givet virksomhederne adgang til, er også tilgængelige for alle andre virksomheder på Open Data DK-platformen. I nogle tilfælde er de dog givet som eksempel-data med henblik på senere at udstille et egentligt datasæt for alle på Open Data DK-platformen.

Det er ikke nyt, at offentlige data bliver lagt åbent ud til private virksomheder og andre, der kunne være interesseret i at anvende dem i konkrete løsninger. På Open Data DK-platformen har kommuner og regioner siden 2015 lagt en række datasæt ud, men antallet af økonomisk bæredygtige produkter, der er kommet ud af det og andre lignende initiativer, kan tælles på temmelig få hænder. En af barriererne har været et klassisk hønen og ægget-dilemma:

- Flere og flere kommuner ønsker at fritstille deres data til gavn for virksomheder, men vi har vanskeligt ved at prioritere blandt vores data og dermed bruge vores ressourcer bedst muligt, når vi ikke ved hvilke data, virksomhederne har behov for. Vores oplevelse er dog samtidig, at før virksomhederne kan efterspørge data, har de behov for mere viden om, hvilke data kommunerne har. Vi har derfor igangsat initiativet med dialogmøder som et forsøg på at løse dette dilemma, siger Birgitte Kjærgaard, projektleder for Open Data DK.  

Konkrete brugsscenarier
I den indledende spørgeskemaundersøgelse blev det afdækket, hvilke dataområder der var interessante for virksomhederne, og på dialogmøderne tog man afsæt i helt konkrete brugsscenarier formuleret af de deltagende virksomheder. Det viste sig at være en meget effektiv indgang til dialog og samarbejde omkring forretningsmæssig anvendelsen af kommunale data.

- For mig at se er det den eneste gangbare måde at gøre det på. Ud over at få defineret nogle konkrete behov, så giver det også mulighed for, at man fra starten får tænkt den kommercielle vinkel ind. Og det er helt nødvendigt, hvis virksomhederne for alvor skal gøre brug af offentlige data, siger Daniel Juhl, stifter og direktør i virksomheden Kodyl.

De deltagende kommuner var også positive over for formen.

- Dialogmøder med afsæt i virksomhedernes brugsscenarier er det helt rigtige, fordi man får mulighed for at tale ind i noget meget konkret. Det giver en bedre behovsafklaring, som sætter os i stand til at levere noget, der giver værdi, siger Ulrik Skousbøll Christensen, projektleder i Herning Kommune.

Jan Buch Henriksen, digitaliserings- og analysekonsulent i Vejle Kommune, har svært ved at se, at man kan gøre det bedre på andre måder.

- Man skal jo starte et sted, og der er det jo godt at mødes og konkret få afklaret, dels hvilken efterspørgsel der er fra virksomhederne, dels hvilke data, kommunerne ligger inde med, siger han.

Også værdi for kommunerne
Dialogmøderne har også på et helt lavpraktisk plan bidraget til at fjerne en af de barrierer, der kan være i samarbejdet omkring offentlige data.

- Kommunerne har jo mange andre opgaver end at stille data til rådighed for virksomhederne, så hvis man bare henvender sig med en forespørgsel, kan det sommetider være svært at trænge igennem. Men gennem det personlige møde mellem repræsentanter fra kommunerne og virksomhederne i dialogmøderne er der blevet åbnet nogle gode, direkte kommunikationslinjer, fortæller Daniel Juhl. 

Dialogmøderne afslørede også, at kommunale data ikke kun kan give værdi for de virksomheder, der beslutter sig for at anvende dem. De løsninger, der bliver udviklet af private aktører, kan tilføre værdi til kommunens egen opgaveløsning.

- I dialogen med Daniel Juhl fra Kodyl blev det jo klart for mig, at han lå inde med noget, vi formentlig kunne bruge i Herning Kommune i forhold til nogle af de problemstillinger, vi arbejder med, som for eksempel tiltrækning af borgere til kommunen samt mobilitet, fortæller Ulrik Skousbøll Christensen.

Han tilføjer dog, at det først og fremmest er kommunens mulighed for at stimulere erhvervslivet – og gerne det lokale – der er perspektivet i at stille data frit til rådighed.

Åbne data
Daniel Juhl, stifter og direktør i virksomheden Kodyl (tv.), fik i dialogen med Vejle og Herning kommuner viden om og adgang til data, der kan bruges i virksomhedens løsninger. Ulrik Skousbøll Christensen, projektleder i Herning Kommune, forklarer her nogle detaljer i datasættene.

Åbne data
Bente Neerup, seniorkonsulent Digitalisering i Hjørring Kommune, fik en god snak med Rosenberg Technologies om mulige anvendelser af kommunens data.

Stadig udfordringer
Selvom dialogmøderne både i form og indhold var en succes, kan de involverede aktører sagtens få øje på udfordringer, der stadig skal løses, hvis de private virksomheder for alvor skal få bæredygtige forretningsmodeller ud af offentlige data. Standardisering af dataformater er en af dem. 

- Vores erfaring er, at kommunerne bruger meget forskellige formater til at gemme de samme informationer. Det gør det meget tungt at lave en løsning, der kan anvendes bredt, og som dermed er kommercielt interessant. Så vi kunne rigtig godt tænke os nogle fælleskommunale standarder, siger Daniel Juhl.

Et andet stort ønske er, at man som virksomhed kan få en eller anden form for sikkerhed eller aftale om, at et givet datasæt kontinuert vil blive opdateret og lagt ud til anvendelse med den frekvens, der måtte give mening. 

Jan Buch Henriksen, Vejle Kommune, ser den største udfordring i selve det at få gjort potentialet i anvendelsen af åbne data klart for både virksomheder og kommuner.

- Vi skal først og fremmest have den her bold til at rulle. Potentialet for virksomhederne er der for alvor, når flere kommuner kommer med, og for kommunerne bliver incitamentet til at bruge ressourcer på at lægge data ud på den rigtige måde meget større, jo flere virksomheder der er klar til at anvende data, siger han.

Arbejdet med at få offentlige myndigheder og private virksomheder til at samarbejde om anvendelse af åbne offentlige data foregår på flere fronter. I løbet af efteråret har Business Region Aarhus eksempelvis arrangeret dialogmøder mellem kommuner og virksomheder under temaet mobilitet med afsæt i kommunernes mobilitetsudfordringer. 

Det blev til de dialogmøder drøftet, hvordan virksomhederne potentielt kan være med at løse nogle af udfordringerne ved brug af data fra kommunerne. Der er tidligere eksempler på, at fritstillelse af data har gjort det muligt at udvikle løsninger til gavn for kommunerne.
    
Fakta: Dialogmøder om åbne offentlige data
Møderne var arrangeret af Open Data DK og Seismonaut som et led i arbejdet inden for Partnerskabet for Åbne Offentlige Data med at fremme udbredelsen og den erhvervsmæssige udnyttelse af åbne offentlige data. I alt fire møder i henholdsvis Aarhus og København blev afholdt i november 2018.

Partnerskabet for Åbne Offentlige Data består af Erhvervsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner og Open Data DK, som arbejder med afsæt i ”Initiativ 5.1 Åbne offentlige data” i Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020.

Rådgivningshuset Seismonaut stod for den indledende spørgeskemaundersøgelse, facilitering af møderne samt udarbejdelse af en metodemanual til samarbejde om anvendelse af åbne offentlige data. Metodemanualen vil blive publiceret på Open Data DK og Erhvervsstyrelsens hjemmesider.

For yderligere information kontakt: 
Birgitte Kjærgaard, Open Data DK, info@opendata.dk 
Pia Kayser, Erhvervsstyrelsen, piakay@erst.dk (spørgsmål vedr. Partnerskabet for Åbne Offentlige Data)
Anders Hvid

Nyhed - Tirsdag - d. 6-11-2018

Podcast om offentlig digitalisering: Kommunerne skal udnytte fremtidens teknologier

I en ny bog med titlen Grib fremtiden kommer forfatterne med et opråb til de danske kommuner: I skal udnytte teknologier som internet of things, kunstig intelligens, virtual reality og blockchain, hvis I vil forblive relevante for borgerne. Her forklarer Anders Hvid, hvordan kommunerne kan gribe den teknologiske fremtid.
Software kode programmering

Nyhed - Mandag - d. 4-2-2019

Ny rapport sætter fokus på åbne data i Danmark – download den her

En ny undersøgelse af mulighederne med åbne offentlige data resulterer flere interessante konklusioner. Download rapporten her.