DANSK IT danner ny arbejdsgruppe med fokus på det kontantløse samfund

Medlemmer af DANSK IT har nu mulighed for at søge om optagelse i en ny arbejdsgruppe med fokus på det kontantløse samfund. Arbejdsgruppen forventes at træde i kraft i løbet af efteråret.

Arbejdsgruppens opgave bliver de samfundsmæssige argumenter for og imod et kontantløst samfund og at se nærmere på de tekniske og sociale forudsætninger. Det bliver i høj grad også at komme med anbefalinger til, hvordan et eventuelt kontantløst samfund kan realiseres, uden at det går ud over grundlæggende rettigheder som f.eks. privatlivets fred.

Bliv medlem af arbejdsgruppen for det kontantløse samfund
Målet med DANSK IT’s arbejdsgruppe for det kontantløse samfund er at udarbejde et konkret idékatalog, der kan være med til at sikre en egentlig debat om emnet og sikre, at vi kommer rundt i alle kroge, inden vi i Danmark måtte indrette os med et kontantløst samfund.

Vi vil også komme til at diskutere en række af de dilemmaer, Danmark skal håndtere, hvis og når det kontantløse samfund bliver en realitet; herunder sikkerhed, privacy, dataetik og datasikkerhed. 

Det er i høj grad de it-professionelle, der kommer til at udtænke de løsninger, som de kontantløse samfund er baseret på - og samtidig kan have de kritiske briller på i forhold til, hvordan vi finder balancen mellem at udnytte mulighederne og behovet for at sikre et stabilt system, der ikke kan sætte landet i stå og at bevare privatlivets fred. Med knap 10.000 individuelle medlemmer er DANSK IT godt rustet til at kunne spille en central rolle for dette.

Medlemmer af DANSK IT kan søge om optagelse i arbejdsgruppen for det kontantløse samfund ved at skrive en kort begrundet ansøgning til politisk konsulent Rasmus Hammer-Jakobsen på mail rhj@dit.dk

 

Ansøgningsfristen er d. 13. september.