”Der er et større behov end nogensinde for at teste software”

Vi har i dén grad brug for professionelle test managers, der kan sætte en retning og en strategi for softwaretest og ikke mindst kan føre det ud i livet, lyder det fra test manager Gitte Ottosen.

- Jeg vil vove at påstå, at der er et større behov end nogensinde for at teste software. Det kan godt være, at vi er blevet bedre til at skrive kode, end vi har været før i tiden, men samtidig er vores systemers kompleksitet også eksploderet.  

Sådan lyder budskabet fra Gitte Ottosen fra Capgemini, da DANSK IT spørger hende, om softwaretest fortsat er relevant, når blandt andet automatisering og kunstig intelligens vinder frem i softwareverdenen? 

- Vi arbejder i dag med nogle sindssygt komplekse systemer, hvor ingen har det totale overblik. Det bliver kun værre, når vi eksempelvis taler om ’internet of everything’, hvor alt integrerer med alt, lyder svaret fra Gitte Ottosen, der er en erfaren test manager, træner og foredragsholder. 

- Derfor er det at have et overblik og at skabe strukturerede tests vigtigere end nogensinde. Med hensyn til automatisering har jeg en floskel, jeg bruger engang imellem: ’A fool with a tool is still a fool’. 

- Pointen er, at hvis du ikke har grundlaget i orden og kan finde ud af at lave et ordentligt testdesign, er det jo fløjtende lige meget, at du kan automatisere det. Så ved du nemlig ikke, hvad dine testcases dækker, om det er de rigtige, og om de er gode nok. Du kan godt automatisere, men hvis dine testcases er af dårlig kvalitet, bliver de ikke bedre af at blive automatiseret, forklarer Gitte Ottosen, der også er medlem af DANSK IT. 

Hun advarer især om, at man ikke må undervurdere, hvad en test manager rent faktisk skal kunne i dag: 

- Vi har i dén grad brug for professionelle test managers, der kan sætte en retning og en strategi for softwaretest og ikke mindst kan føre det ud i livet. Det er simpelthen ikke nok, hvis en test manager bare er projektleder med en test-hat på. Der er så meget mere i test management, forklarer Gitte Ottosen.

- Som test manager i dag er det ikke nok, at du kan skrive en teststrategi, lave en testplan og skrive en testrapport; du skal kunne gå fra produkt-risikoanalyse til at implementere en risikobaseret teststrategi, skal kunne coache og supportere testere og teams i forhold til test og kvalitet – din testfaglighed skal være dyb, du skal være en test master, ikke kun en test manager.

I gang med at tage Expert-certificering
Gitte Ottosen fra Capgemini uddanner sig som en af de første danskere til den certificering, der hedder ISTQB® Expert Test Management. Kurset med certificering udbydes i første omgang som en pilot af Danish Software Testing Board (DSTB). Første modul blev afholdt i august, og de næste to moduler afholdes i 2019.

ISTQB er det mest populære og omfattende testrammeværk for softwaretestere og it-professionelle. Det er International Software Testing Qualifications Board (ISTQB), der står bag - en international, uafhængig, non-profit forening. Der er i dag udstedt over 500.000 certificeringer i over 120 lande.

Kort fortalt er ISTQB opdelt i forskellige niveauer og moduler. ISTQB Foundation er primært en introduktion til testfaget og til specifikke områder så som agil test og model-baseret test. Advanced er til dem, der har brug for en tungere portefølje af metoder og værktøjer for at kunne løse sine opgaver. Expert bygger videre på Advanced og behandler problemstillinger relateret til større projekter og programmer samt for organisationer som helhed. Som noget helt nyt kan man nu i Danmark også tage en ISTQB Expert-certificering, og denne forventer Gitte Ottosen at få i hus inden så længe.  

- Man har kunnet se, at der på et tidspunkt også er nogle personer, der begynder at blive så tunge og erfarne, at de har brug for en certificering på et højere niveau, hvor der måske også er nogle andre krav i forhold til, hvordan man bliver certificeret – det er så dette Expert-level, forklarer Gitte Ottosen. 

Der eksisterer to retninger inden for ISTQB Expert. Den ene har at gøre med testprocesser og forbedringer, mens den anden fokuserer på test management. Det er test management-delen, som Danish Software Testing Board (DSTB) nu har sørget for, at vi får til Danmark. Gitte Ottosen beskriver, hvordan hun oplever den nye Expert-certificering:

- Forskellen på Advanced og Expert er, at der på selve kursusdelen er mere fokus på diskussionen og mindre på lærer til elev-kommunikationen. Det vil sige, at der bliver præsenteret noget teori, men der bliver samtidig brugt rigtig mange kræfter på, at vi diskuterer det i konteksten af de verdener, vi kommer fra. Det betyder også, at det er vores egne cases, vi relaterer til, når vi tygger os igennem kurset. Der er også en case-opgave, som vi hver især laver i forhold til vores respektive arbejdspladser. 

Hvad skal du selv bruge din Expert-certificering til på din arbejdsplads?

- Jeg arbejder som konsulent for Capgemini, så jeg bliver normalt solgt ud som test manager, eller også så hjælper jeg virksomheder med at finde ud af, hvordan de kan blive bedre til at teste og med, hvordan de kan få test passet bedre ind i den kontekst, de har. 

- Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan blive bedre til at være med til at sætte dagsordenen for test i de virksomheder, jeg supporterer. Jeg vil gerne være med til at få test konkretiseret og synliggjort og med til at sikre, at der er en rød tråd mellem, hvad virksomhederne ønsker, og hvad de rent faktisk gør i praksis. 

Derfor er det vigtigt med et fælles sprog
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at have et rammeværk som ISTQB?

- Det første, det giver – og det sker allerede med Foundation – er, at vi får et fælles sprog. En af de udfordringer, jeg ofte møder ude i virksomhederne, er, at vi ikke mener det samme, når vi siger ordene. Det er meget vigtigt at få skabt et fælles referencegrundlag, så man rent faktisk taler det samme sprog. Det er de færreste virksomheder, der arbejder isoleret, så det er rigtig vigtigt, at vi har et fælles sprog, når vi skal arbejde sammen på kryds og tværs mellem kunder og leverandører. 

- Det andet aspekt af det er, at vi har et fag, der kommer til at fylde mere og mere, fordi software fylder mere og mere. Men vi har ikke altid den nødvendige professionalisme. Det kan vi jo se, fordi der stadig er for mange virksomheder, hvor man mener, at det er godt nok, hvis forretningen bare lige tester til sidst. Det er et kæmpe problem, og det kan vi også se, når store, komplekse systemer har problemer. 

- Når du kigger på det som forretningsperson og tester ud fra din forretningsviden, kigger du på det fra dit domæne; det er det, du kan, og dine arbejdsgange. Det skal man også, men den værktøjskasse, du får med en test-uddannelse, gør, at du får nogle helt konkrete værktøjer og metoder, så du kan lave en struktureret test og dermed teste bedre og mere effektivt, siger Gitte Ottosen. 

Gitte Ottosen
Gitte Ottosen.

Mere om ISTQB og softwaretest

DANSK IT og Danish Software Testing Board (DSTB) samarbejder om at udbyde ISTQB-certificeringer og andre aktiviteter for testere i Danmark. DSTB er det danske medlem af ISTQB og ansvarlig for implementering af rammeværket i Danmark. DANSK IT administrerer hele eksamens-setuppet. Siden 2004 har DANSK IT og DSTB certificeret mere end 4000 softwaretestere i Danmark

Se alle arrangementer og ISTQB-certificeringer

Læs mere om DSTB.