Nyt høringssvar fra DANSK IT om voksenundervisning og digital opgaveløsning

DANSK IT har i et nyt høringssvar en række bemærkninger til udkast til lov om forberedende voksenundervisning, hvor der blandt andet er udsigt til et nyt fag med fokus på digital opgaveløsning. Læs høringssvaret her.

Undervisningsministeriet efterlyste før sommerferien høringssvar i forbindelse med en række nye lovgivningsmæssige ændringer inden for arbejdsmarkedsuddannelser, voksenundervisning og efteruddannelse.

Det er vigtigt at styrke de forskellige voksen-, efter- og videreuddannelses-tilbud, ikke mindst i forhold til digitale kompetencer, og derfor har DANSK IT også netop sendt et høringssvar til Undervisningsministeriet.

DANSK IT har alene bemærkninger til udkastet til Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Især hilser vi det velkomment, at der er udsigt til et fag med fokus på digital opgaveløsning (FVU-digital). I høringsvaret skriver vi blandt andet:

- Udbud af faget vil medvirke til at reducere den udbredte og dokumenterede mangel på basale færdigheder inden for digitale teknologier. Det er også velvalgt, at der med lovudkastet fokuseres bredt på digitale teknologier og ikke snævert på informationsteknologi (it) samt på opgaveløsning frem for problemløsning.

Samtidig har DANSK IT dog også en række bemærkninger til lovudkastet:

- DANSK IT finder det potentielt problematisk, at lovudkastet lægger op til, at digital opgaveløsning alene udbydes i virksomhedsrettede forløb, lyder det i høringssvaret. 


Her er høringssvaret i fuld længde:

DANSK IT takker for muligheden for at komme med bemærkninger til udkast til
Lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love

DANSK IT har alene bemærkninger til udkast til Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

Faget digital opgaveløsning

DANSK IT finder det meget relevant og hilser det velkomment, at der på den i bemærkningerne anførte baggrund oprettes et fag i digital opgaveløsning (FVU-digital). Udbud af faget vil medvirke til at reducere den udbredte og dokumenterede mangel på basale færdigheder inden for digitale teknologier. Det er også velvalgt, at der med lovudkastet fokuseres bredt på digitale teknologier og ikke snævert på informationsteknologi (it) samt på opgaveløsning frem for problemløsning.

Faget udbydes alene som virksomhedsrettede forløb

DANSK IT finder det potentielt problematisk, at lovudkastet lægger op til, at digital opgaveløsning alene udbydes i virksomhedsrettede forløb.

Det bemærkes i lovudkastet, at ”de faglige mål og indholdet af fagene skal sikre, at de opnåede færdigheder kan anvendes generelt, mens arbejds- og undervisningsformer kan relatere sig til den praksis, som deltageren befinder sig i på arbejdspladsen”. 

Det angives ikke nærmere, hvordan dette dobbelte hensyn tænkes tilgodeset, og i lyset af at lovens formål uændret er, ”at give voksne mulighed for at forbedre og supplere deres grundlæggende færdigheder med henblik på deres videre uddannelse og på at styrke deres forudsætninger for aktiv medvirken i alle sider af samfundslivet”, er det en nærliggende risiko, at udbyttet for den enkelte voksne bliver for specifikt rettet med den pågældendes arbejdssituation og dermed ikke tjener lovens formål.

Problematikken understreges af, at det i bemærkningerne til udkastet siges, at det efter lovforslaget vil ”være muligt at tone de konkrete forløb med en prioritering af de mål, der især er efterspurgt på konkrete virksomheder, ligesom arbejds- og undervisningsformer kan relatere sig til den praksis som deltageren befinder sig i på arbejdspladsen”. Bemærkningerne til lovudkastet om fagets indhold tydeliggør ikke, hvordan denne toning vil kunne ske, da de alene retter sig mod de basale digitale færdigheder.

DANSK IT opfordrer i det lys til, at det i beskrivelsen af de faglige mål og indholdet af faget, som ifølge udkastet skal ske inden for de kendte rammer for FVU, specificeres meget nøje, hvilke generelle og grundlæggende elementer i digital opgaveløsning de foreslåede prøver skal dokumentere er opnået gennem undervisningen. Diplommodulet for undervisere i digital opgaveløsning, tilsynet med faget og dets undervisere bør indrettes derefter.

DANSK IT opfordrer tillige til, at det overvejes at tilbyde digital opgaveløsning som et åbent fag og ikke udelukkende i virksomhedsrettede forløb. Underskuddet af digitale færdigheder er et generelt og ikke et virksomhedsspecifikt problem, som det også anføres i bemærkningerne til lovudkastet.

Visitation af medarbejdere

DANSK IT kan tilslutte sig, at der åbnes for, at visitationen af medarbejdere til faget digital opgaveløsning baserer sig på fællesscreeningstest og en efterfølgende individuel vurdering. En test udarbejdet til fælles screening vil understrege, at fagets sigte er at hæve det generelle niveau af kompetencer.

Fagets indhold

DANSK IT kan tilslutte sig de bemærkninger om fagets indhold, der er angivet i høringsmaterialet. De betoner, at formålet med faget er at styrke de voksnes færdigheder med hensyn til brugen af digitale værktøjer, udarbejdelsen af digitale produkter og udvikling af digital dømmekraft.

DANSK IT henstiller derfor, at det i den kommende fagbeskrivelse fastholdes, at der skal opnås grundlæggende kompetencer inden for samtlige tre færdighedsområder (af DANSK IT beskrevet som brugerkompetencer, skaberkompetencer og refleksive kompetencer).

DANSK IT foreslår tillige, at arbejdet med fagbeskrivelsen lader sig inspirere af EU’s ”Digital Competence Framework for Citizens”, der på en række områder identificerer de grundlæggende kompetencer, som medarbejdere og borgere anses for at skulle besidde.

DANSK IT stiller sig gerne til rådighed for en uddybning af høringssvarene [og i det kommende arbejde med udmøntning af loven i bekendtgørelser om fagets indhold og dets prøver. DANSK IT har i en længere årrække arbejdet med digitale kompetencer og er hjemsted for den netop etablerede EU-sanktionerede danske Digital Skills and Job Coalition.