DANSK IT lancerer digitale diplomer: Har høj troværdighed og er nemme at dele

Når du fremover tager en certificering eller deltager i et kursus hos DANSK IT, bliver det et digitalt diplom, du får som bevis. Der er flere fordele ved at sige farvel til papiret og i stedet satse på digitale diplomer.

Rigtig mange danskere deltager hvert år i kurser og tager certificeringer hos DANSK IT. De vil fremover ikke længere modtage et papir-diplom som bevis på deres deltagelse eller uddannelse. 

DANSK IT har nemlig indgået et nyt samarbejde med den danske virksomhed Diplomasafe, så vi fremover kan udstede digitale eksamensbeviser og diplomer. 

DANSK IT har eksisteret i de seneste 60 år, og derfor har diplomer på papir også historisk set været fremgangsmåden. I dag foregår jobsøgning dog i høj grad på nettet, og derfor er det også en naturlig konsekvens, at diplomerne skal være digitale helt fra starten. 

- Vi ved, at digitale diplomer er et ønske hos mange af vores kursister, og derfor er vi også glade for nu at kunne levere en løsning, hvor både sikkerheden og fleksibiliteten er i top. Blandt andet er det nemt at dele sit nye kursusbevis på LinkedIn, fortæller Louise Møller Wagner, der er afdelingschef for kurser og medlemsarrangementer i DANSK IT. 

Sådan fungerer det
Når uddannelsesforløbet er afsluttet, udsteder DANSK IT via Diplomasafe-platformen det digitale diplom. Selve diplomet opbevares hos Diplomasafe, så længe man ønsker det. Samtidig kan man så downloade det til eksempelvis e-Boks eller printe det ud.  

Den helt store fordel er, at du som indehaver af diplomet kan dele det via email og sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. 

Diplomet har høj troværdighed, da det verificeres via Diplomasafe – i modsætning til eksempelvis et gammeldags uddannelsesbevis på papir, der efterfølgende er blevet scannet for at kunne deles på sociale medier eller til en digital jobansøgning. Er man indehaver af det digitale diplom, kan man til de relevante personer sende enten et link eller en QR-kode, der fører til Diplomasafes webside, hvor modtageren så kan se selve diplomet.

- Det er helt afgørende for os, at både sikkerheden og troværdigheden er i top, når vi begynder at udstede digitale diplomer, fortæller Louise Wagner fra DANSK IT.  

DANSK IT udbyder flere end 60 forskellige kurser med et højt fagligt niveau og internationalt anerkendte certificeringer inden for hele it-området. Det er lige fra basale it-færdigheder til certificeringer i forskellige specialistfunktioner.