Fælles front mod genindførsel af sessionslogning

DANSK IT er blandt de 25 organisationer, der i et brev til justitsministeren udtrykker bekymring for et planlagt lovforslag, der vil genindføre sessionslogning i en udvidet form.

Bekymringen er, at sessionslogningen nu påtænkes genindført i en form, hvor der skal foretages systematisk registrering af internettrafikken knyttet til hver enkelt abonnent. Der er hermed tale om en omfattende registrering af trafikken knyttet direkte til hver enkelt borger og virksomhed i Danmark, som har et internetabonnement.

Endvidere påtænkes kravene om registrering af lokationsoplysninger at blive udvidet til at omfatte både tele- og internettrafik fra mobiltelefoner. Genindføres sessionslogningen i den form der lægges op til, vil der blive indsamlet data, der vil kunne give et detaljeret indblik i den enkeltes liv.

- Det er et voldsomt skridt at masseovervåge en hel befolkning og det især, når man kan stille store spørgsmålstegn ved effekten af en sådan masseovervågning. For overvågningen kan jo stadig med lidt snilde omgås, siger Rikke Hvilshøj, adm. direktør DANSK IT. 

Der vil således fortsat være muligheder for, med eksempelvis en VPN-forbindelse at skjule sin adfærd på internettet eller anvende internettjenester hos forskningsinstitutioner, biblioteket eller foreninger med meget få brugere, som alle er undtaget reglerne om logning. 

DANSK IT og de 24 andre organisationer opfordrer i brevet til, at man udsætter revisionen af logningsreglerne og i stedet igangsætter en grundig udredning af både de juridiske, tekniske og økonomiske aspekter af forslaget.

Brevet til justitsministeren kan læses her

Blandt medunderskriverne er DI Digital, Dansk Erhverv, Prosa, Teleindustrien, IDA, IT-Branchen, Forbrugerrådet Tænk, Justitia og Dansk Energi.