DANSK IT søger koordinator til netværkshåndtering

Vi søger en fuldtidsansat koordinator, som skal arbejde med netværk i en organisation for it-professionelle.

I DANSK IT har vi næsten 30 netværk, som alle holder møder 4-6 gange årligt, og flere netværk kommer til.

Som koordinator får du ansvaret for administrationen af DANSK IT’s netværk. Konkret betyder det, at du booker møder, koordinerer med facilitatorerne omkring programmerne for møderne, har kontakt med netværksmedlemmerne, sørger for lokalebooking og forplejning til møderne. Endvidere skal netværkene promoveres både blandt medlemmerne i DANSK IT (ca. 7000) og eksternt.

Vi søger en koordinator, som kan varetage disse opgaver selvstændigt men også i samarbejde med projektledere og facilitatorer samt være med til at udvikle området yderligere. Du bliver en del af et team, som arbejder for det fælles mål: at udvikle netværk med et højt fagligt niveau til it-professionelle.

Dine arbejdsopgaver:

•Ansvar for koordinering af netværksmøder
•Dialog med medlemmer, hoteller, restauranter mv.
•Samarbejde med facilitatorer
•Opsætning af programmer og kritisk stillingstagen til indhold
•Vedligeholdelse af hjemmesiden
•Udsendelse af invitationer og mails til netværksdeltagerne
•Udarbejdelse af markedsførings- og kommunikationsmateriale

Vi forventer:

•Du er struktureret og tager ansvar
•Du kan koordinere og tale med både facilitatorer, eksterne samarbejdspartnere og netværksdeltagere
•Du er serviceminded, positiv og udadvendt
•Du er en teamspiller med godt humør
•Du behersker skriftlig dansk fejlfrit
•Du har en relevant videregående uddannelse
•Du har erfaring fra en lignende stilling

Det er en fordel, at du har kendskab til it-området, men det er ikke et krav. Du får mulighed for at få stor indflydelse på din hverdag og på netværksområdet generelt. Du bliver en del af et team, hvor der er fokus på et godt arbejdsmiljø og en sjov hverdag. Ansøgningsfrist er mandag den 27. april 2015. Ansøgning og CV skal sendes til dsf@dit.dk med emnet Netværkskoordinator (Tiltrædelse snarest). Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte netværkschef Doris Søgaard Farver på 33 17 97 89.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om DANSK IT

DANSK IT er en uafhængig interesseorganisation og et fællesskab for it-professionelle. Vi sætter fokus på medlemmernes karriere gennem fortsat kompetenceudvikling og deltagelse i Danmarks
største it-faglige netværk. DANSK IT arbejder for at udbrede kendskabet til og øge anvendelsen af informationsteknologi til gavn for samfundet og den enkelte bruger. Sammen med vores engagerede medlemmer ønsker vi at fremme Danmarks digitale udvikling samtidig med, at DANSK IT repræsenterer medlemmernes it-faglige interesser på den politiske scene.