Bliv digital frontløber i nedlukning af komplekse systemer

Hvis Danmark skal finde en digital førerposition, kunne det være inden for " sunsetting" og i det hele taget inden for simplificering af komplekse it-miljøer, mener DANSK IT, men hvordan kan virksomhederne konkret gribe opgaven an?

Danmark som nation og mange danske virksomheder er ved at nå til et nyt stade, hvor høj it-kompleksitet hæmmer udviklingen. Men netop derfor kan Danmark og danske virksomheder komme tilbage i front ved at blive eksperter i at kunne transformere en hæmmende ”it-gæld” til nye smidige digitale løsninger.

Det at lukke komplekse systemer er dog ofte en stor udfordring. Men med hjælp af organisatoriske tiltag og et fornuftigt framework, der kan mitigere de fleste risici, er det muligt at høste økonomiske fordele og samtidig bibeholde et agilt applikationsmiljø.

Læs også ”Danmark har mistet den digitale førertrøje - men der er en kæmpemulighed som vi kan alle kan få gavn af” (eksternt link)

It-budgetterne er under pres

It-budgetter er oftest under et stort pres, og med en stigende ”it-gæld” stiger omkostninger og tidsforbruget med at vedligeholde og udvikle nye forretningsunderstøttende løsninger.

Der er min erfaring, at en fornuftig tilgang er simplificering og omkostningsreduktion i form af udfasning og transformation af ældre systemer. Resultatet er ofte en direkte reduktion af omkostninger ved at nedlukke systemer og en indirekte ved at undgå merudgifter.

Der er en anden væsentlig faktor, der er svær at måle, men som meget vel kan overskygge de to førnævnte fordele, nemlig agilitet - evnen til hurtigere at kunne handle på nye behov.

Behov for metoder og volumen

Få virksomheder har en metode eller proces for teknologi-transformation med et holistisk syn på it-landskabet og den eksisterende ”it-gæld”. Et gæt kan være, at området har været lav-prestige: Det at rydde op i it-landskabet er traditionelt set ikke et fokusområde og samtidig med, at der er en reel risiko for at påvirke virksomhedens produktion i en negativ retning, er der mange andre it-discipliner, der er mere attraktive.

Det er min erfaring, at en farbar løsning, ud over ledelsesfokus, er en metode og proces, der sikrer, at systemer dels kan nedlukkes sikkert men også, at processen kan gentages med et højt volumen, der gør en mærkbar forskel på bundlinjen.

Ofte er det kun overordnede retningslinjer, der angives i standarder, og som konsekvens heraf har jeg anvendt en specielt udviklet model og proces til at nedlukke systemer i komplekse miljøer på en struktureret måde. Modellen har været i anvendelse i over fire år, og den har vist sig meget anvendelig og har været benyttet på både Mainframe, Midrange og Wintel miljøer.

På baggrund af samtaler med offentlige organisationer og private virksomheder om emnet, er jeg overbevist om, at der er et behov for at mestre sunsetting-discipliner, som et første skridt i en omkostningsbevidst applikationsmoderniseringsproces.

Succesen med en digital strategi opnås blandt andet ved strategisk anvendelse af cloud-løsninger, ”big data” eller blot ”software as a service”. Et af de første skridt kan med fordel være at nedbringe it-gælden og transformere ikke optimale systemer over til nye digitale løsninger ved at anvende den nyeste teknologi på området.

Kom og vær med

Jeg vil opfordre til erfaringsudveksling på dette område med fokus på at udvikle metoder, modeller og værktøjer til at transformere ”it-gæld” til nye digitale løsninger, der giver virksomheder større agilitet og mulighed for at kapitalisere på den.

DANSK IT afholder den 26. februar ”på vej hjem møde” om emnet, hvor der vil blive mulighed for diskussion - også om fremtidige tiltag og behov for at starte et egentligt erfarings- eller kompetencenetværk op.