Organisationer advarer mod filmafgift på internet

Det vil skade digitaliseringen, hvis dele af filmbranchen kommer igennem med et forslag, hvor filmafgift på internetforbindelser skal puste liv i en presset dansk filmindustri. Derfor har DANSK IT sammen med en bred kreds af organisationer, skrevet til Erhvervs- og vækstministeren og til kulturministeren.

En bred kreds af organisationer, der repræsenterer såvel bredbåndsudbydere, erhvervsmæssige brugere af bredbånd og forbrugere, er stærkt bekymrede over forslaget om, at bredbåndsudbyderne skal bidrage til finansieringen af dansk film. 

Kredsen, der tæller DI ITEK, IT-Branchen, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Teleindustrien og DANSK IT har derfor skrevet en fælles henvendelse til Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og til Kulturminister Marianne Jelved. 

Brevet kan læses neden for:


Kære Henrik Sass Larsen

I forbindelse med de kommende filmforhandlinger har dele af filmbranchen foreslået, at bredbåndsudbyderne skal bidrage til finansieringen af dansk film. Filmbranchen begrunder ønsket med, at on demand-tjenester som Netflix og HBO er med til at udhule økonomien i den danske filmbranche.

Vi er en bred kreds af organisationer, der repræsenterer såvel bredbåndsudbydere, erhvervsmæssige brugere af bredbånd og forbrugere, der er stærkt bekymrede over forslaget om en filmafgift. Vi må derfor opfordre til, at regeringen afviser denne ide.

Realiteten er, at ligegyldigt om den enkelte danskers internetforbindelse bruges til at læse nyheder på nettet, tjekke mails, spille spil, høre musik, se amerikanske tv-serier eller danske film, ændres bredbåndsudbydernes indtægter ikke med én øre. Tværtimod kræver den øgede nettrafik blot øgede investeringer i nye og hurtigere net.

Ydermere bør det fastslås, at brancher ikke hæfter solidarisk for hinanden. Blot fordi én branche oplever faldende omsætning, betyder det ikke, at en anden branche skal betale. Brancher – også inden for kulturlivet - overlever gennem produktudvikling, ikke ved at søge kompensation fra andre brancher.

En udmøntning af forslaget vil endvidere være direkte kontraproduktivt i forhold til en række andre hensyn og politikker, herunder regeringens egne målsætninger for bredbåndsfremme og digitalisering.

Regeringen ønsker en digital infrastruktur i verdensklasse som grundlag for øget digitalisering og vækst i hele Danmark. Senest konkluderede det af regeringen nedsatte vækst-team for IKT og digital vækst, at den digitale infrastruktur i stigende grad bliver afgørende for virksomhedernes produktivitet og vækst.

Regeringens bredbåndsmålsætning om, at alle danskere skal have adgang til bredbånd med hastigheder på hhv. 100 Mbps for download og 30 Mbps for upload, kan kun realiseres gennem bredbåndsudbydernes investeringer i nye og hurtigere net.

I regeringens kommende vækstplan for IKT og digital vækst vil investeringsfremme i digital infrastruktur derfor forhåbentlig også spille en væsentlig rolle.

Hvis filmbranchens forslag om en særlig filmafgift på bredbåndsområdet realiseres, vil det have en negativ effekt på investeringerne i og optaget af hurtige bredbåndsforbindelser. Det vil være skadeligt for hele dansk økonomi.

Internettet er fremtidens økonomiske vækstmotor, som også regeringens strategier er koblet op på for at sikre en mere effektiv offentlig sektor og serviceforbedringer i forhold til borgere og virksomheder. Det skal ikke særbeskattes.

Alle ønsker vi en stærk dansk filmbranche. Men en filmafgift vil modvirke den nødvendige omstilling i branchen.

Musikbranchen har gjort det. Det kan filmbranchen også. Kun nye digitale forretnings-modeller kan sikre en stærk og overlevelsesdygtig filmbranche på langt sigt.

Enslydende brev er sendt til kulturministeren.

Med venlig hilsen

Adam Lebech, branchedirektør, DI ITEK
Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation, IT-Branchen
Per Andersen, adm. direktør, Dansk IT
Jakob Willer, direktør, Teleindustrien
Lars Aagaard, adm. direktør, Dansk Energi
Janus Sandsgaard, chefkonsulent, Dansk Erhverv


Fortæl om din holdning til filmbranchens forslag på DANSK IT's Facebook-side

 

Offentliggjort på dit.dk den 11. september 2014.