Staten på vej til at miste kontrollen med kritisk infrastruktur

Igen er der blevet stillet alvorlige spørgsmålstegn ved, om Danmarks nationale it-infrastruktur er sikker. Denne gang er bekymringen, om CSC og NSA har et lidt for tæt samarbejde. Et samarbejde, som kritikerne frygter, kan give den amerikanske efterretningstjeneste adgang til personfølsomme oplysninger om danskerne – fx om helbred og tro.

Det korte af det lange er, at vi ikke aner, om CSC udleverer den slags data. Justitsministeren kan ikke give garantier. Han har en formodning om, at CSC overholder loven. Og det må man da også formode. Alligevel er tvivlen bekymrende. For den er symptom på, at vi langt hen af vejen har mistet kontrollen eller er på vej til at miste kontrollen med vores it-infrastruktur.

For CSC er langt fra det eneste eksempel. For øjeblikket arbejder bankerne bag virksomheden Nets, der blandt andet driver NemID, for at sælge Nets.

Overlader Danmark på denne måde kontrollen af vores nationale, digitale infrastruktur, åbner vi op for alle mulige sikkerhedsrisici lige fra netspionage til, at vores digitale infrastrukturer bliver taget som gidsler i forbindelse med en politisk konflikt.

For en virksomhed som CSC må tvivlen være uholdbar. Det ville sandsynligvis være lettere for dem, hvis de kunne henvise til, at myndighederne fører streng kontrol med dem.

Det er derfor afgørende for samfundet, at regeringen får lavet en strategi for, hvordan vi håndterer vores nationale, digitale fundamenter, inden problemet vokser os over hovedet. En model kunne være, at staten kontrollerer og i yderste konsekvens ejer den mest kritiske, digitale infrastruktur og samtidig sikrer, at der er fri konkurrence på alle de services, der benytter infrastrukturen.

Indlægget har tidligere været bragt i Politiken den 29. november 2013

Læs også "It-ekspert: Danmark åbent for netspioner" (eksternt link)