Hver tredje it-projekt kommer ikke i mål

Hver tredje virksomhed vurderer, at de kun i begrænset omfang høster de forventede gevinster af deres gennemførte it-projekter, viser en rundspørge, som DANSK IT har gennemført.

Problemerne opstår typisk i selve implementeringen. For mens virksomheder bruger masser af ressourcer på at sikre sig, at kravspecifikationen overholdes, bruger de knap så mange på at få medarbejdere, kunder og andre til at gøre maksimal brug af de dyrt indkøbte systemer.

Læs rundspørgen her (intern link)

It-cheferne melder dog selv hus forbi. Ifølge dem ligger problemerne i resten af organisationen. Her oplever de adspurgte, at det er de afdelingsledere, der skal foretage de lokale omlægninger, der ikke har tilstrækkeligt fokus - og som hermed står i vejen for at høste gevinsterne.

Rundspørgen (intern link) viser også, at der generelt mangler implementering af nye processer og den nye organisation. Det sidste kommer blandt andet til udtryk i, at man helt udlader at skære i de enkelte afdelingers budgetter selvom it-projektet er planlagt til at frigøre ressourcer. Måske fordi hele 64 procent sjældent og 13 procent aldrig giver incitamenter til gevinstrealisering.

- It-cheferne har en pointe, når de peger på, at de primære barriere om it-projekterne kommer i mål findes ude i organisationen. Men der er også en anden nok så væsentlig årsag, og det er de færreste, der reelt følger op på om de realiserer gevinsterne. Hvilket er paradoksalt, idet it-cheferne peger på, at netop opfølgning og reviews har den størst positive effekt på gevinstrealiseringen, siger Henrik Zangenberg, der er medarrangør på en nyetableret DANSK IT-gevinstrealiserings-konference den 19. september.

Tre ud af fire virksomheder har ifølge rundspørgen ikke en formel proces til at følge op på, om de realiserer gevinsterne. Kun hver fjerde virksomhed har en sådan.

- Meget tyder på, at det er en kombination af manglende implementering og opfølgning på business casen, der skaber de største problemer i forbindelse med hjemtagelse af gevinster. Anbefalingen bør derfor være, at man planlægger konkrete aktiviteter, der skal sikre gevinstrealisering, og at man følger op på gevinstrealiseringen, fortæller Henrik Zangenberg, der til daglig er direktør for Zangenberg & Company.

Rundspørgen er gennemført med tilbagemeldinger fra 34 CIO’s, der repræsenterer et samlet it-budget på 1,3 milliarder. Der er således ikke tale om en stor samlet analyse, men om en stikprøve, der giver en indikation af, hvorfor mange virksomheder ikke får fuldt udbytte af deres it-projekter.

Her er de største barrierer for at realisere gevinsterne ved it-projekter:

  • Manglende implementering af nye processer i forretningsorganisationen
  • Manglende opfølgning på business case
  • Manglende incitament til at høste gevinster

Her er de metoder, der har størst effekt på at realisere gevinster:

  • Gevinstrealisering er en obligatorisk del af den samlede projektplan
  • Gevinstrealisering er en del af projektmodellen
  • Der gennemføres systematiske gevinst-reviews efter projektimplementering

Fokus på gevinstrealisering

Manglende gevinsthjemtagning er et så stort problem, at DANSK IT den 19. september afholder en konference dedikeret til emnet. På dagen løfter bl.a. nogle af de største danske virksomheder som FLSmidth og Novo Nordisk sløret for, hvordan de arbejder med gevinstrealisering. Mere info findes her DANSK IT har også etableret et nyt netværk om gevinstrealisering. Læs mere her (intern link)