Ugens nyhed: Købere får ikke besked om dårlige smartphone-antenner

Selvom mange smartphones ifølge ny undersøgelse har dårlige antenner, kan man som forbruger ikke få oplysninger om antennekvaliteten. DANSK IT vil have antennedata frem i lyset.

Er man forbruger eller indkøber i en virksomhed, er det meget vanskeligt at få oplysninger om antennekvaliteten i de telefoner, man er på vej til at købe. Til gengæld er der masser af oplysninger at hente om det kamera, der sidder i telefonen, skærmen, batterilevetiden etc.

Det kan undre. For mobilproducenterne og teleselskaber ligger inde med målinger af de mest solgte mobilers antennekvalitet, fortæller professor Gert Frølund Pedersen til Ingeniøren.

Han har netop offentliggjort en undersøgelse, hvori han dokumenterer, at kvaliteten af de antenner, der er i mange smartphones er i bund. Der er især problemer med populære mærker som iPhone 4, 4s og 5 og Samsung Galaxy S2 og S3. Læs også ” Ny undersøgelse: Antenner i smartphones er gået fra dårlige til chokerende ringe” (eksternt link)

Konsekvensen er både dårlig dækning og lav batterilevetid. Det sidste, fordi mobilen kompenserer for den dårlige antenne ved at skrue op for sendestyrken. Teleselskaberne – med brancheforeningen Teleindustrien (TI) i spidsen – har i forlængelse af undersøgelsen efterlyst initiativer, der kan skabe gennemsigtighed om antennernes kvalitet, så forbrugerne kan vælge deres telefon på et mere oplyst grundlag. Til Berlingske Tidende fortæller direktør Jakob Willer:

- …som branche vil vi gerne være med til i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og Forbrugerrådet at få stillet nogle krav til producenterne om disse oplysninger og få drøftet, hvordan vi kan lave nogle målinger, der giver en bedre gennemsigtighed for forbrugerne. Vi er helt enige i, at det er væsentligt for forbrugerne at få at vide, siger Jakob Willer, direktør, Teleindustrien. Læs også ”Smartphone-købere bliver snydt for antenneoplysninger” (eksternt link)

DANSK IT er enig i, at der er behov for gennemsigtighed, men mener ikke, at forbrugerne skal sidde og vente de mange år, det formentlig vil vare inden Erhvervsstyrelsen, Forbrugerrådet og teleselskaberne måske finder frem til en løsning.

Hvis producenterne og flere af teleoperatørerne i forvejen ligger inde med data om de bedst sælgende smartphones antennekvalitet, bør de data offentliggøres.

Det er ganske enkelt ikke hensigtsmæssigt, at de, der sælger telefonerne - om det så er TDC, Telia, Elgiganten eller Bilka - ikke kan fortælle kunderne, hvordan de forskellige smartphones reelt virker som telefoner. Derfor skal der også lyde en opfordring til alle kunder om at efterspørge oplysninger om antennekvaliteten, når der købes ny telefon. På den måde vil sælgerne forhåbentlig med tiden indse, at de er nødt til at kunne besvare den type spørgsmål.