Ugens nyhed: Dronningen bekymret for unges Facebook-liv

Mens statsminister Helle Thorning i sin nytårstale roste danske unge for at tage teknologien til sig, var der en løftet pegefinger fra dronningen, der advarede ungdommen mod at leve livet som i et udstillingsvindue på sociale medier.

- De moderne kommunikationsmidler med internet og Facebook rummer fantastiske muligheder, men der er også farer forbundet med det. De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkeligheden leves på anden hånd i et slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv”, lød det fra dronningen.

Fra statsministeren var der lidt mere optimistiske toner

- Ja, hvis der er nogen, der i den grad er klar til forandring, klar til at tage det nye til sig, så er det vores børn. Det kan vi andre vist godt lære lidt af. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste mor, der – nogen gange forgæves – forsøger at tale med om apps, twitter og instagram, sagde hun.

Internet og sociale medier er dermed for første gang nogensinde gået hen og blevet centrale emner i nytårstalerne. Noget, der for få år siden nærmest blev regnet som meget usandsynligt (i hvert fald af bookmakerne, der for et par år siden gav pengene cirka 40 gange tilbage, hvis ordet Facebook optrådte i dronningens nytårstale).

Det er positivt, at dronningens advarsel har ført til heftig debat. Det viser, at rigtigt mange har en holdning til de mange forandringer som digitaliseringen skaber i Danmark.

Lad os benytte anledningen til at huske på, at teknologi på den ene side giver os muligheder, og dermed kan være med til at udvikle vores liv, men på den anden side også kan bruges uhensigtsmæssigt. Heri adskiller teknologi sig ikke fra så meget andet. Og konstateringen er ikke ny. Det er blot værd at holde fast i, at ikke alt, der er muligt, også er godt, som mange unge måske tror. Ligesom ikke alt nyt er dårligt, som mange ældre måske tror. Og det gælder så i øvrigt uanset, hvilken alder man har. Forhold, der nok fortjener at blive gentaget.

Så lad os være glade for, at vi på den ene side har en statsminister, der har et åbent blik for teknologiens muligheder og en erkendelse af, at befolkningen har godt af at blive gjort opmærksom herpå. Og på den anden side en regent, der har et passende kritisk blik på uhensigtsmæssig brug af f.eks. sociale medier som Facebook.

DANSK IT byder såvel dronningen som statsministeren velkommen i den digitale debat!