Sådan bliver du skarp til at netværke på den virtuelle event: OffDig Week 2020

Hvordan styrker man sit netværk blandt 1.300 andre deltagere, når man ikke lige kan ’ping ponge’ med sidemanden eller mødes ved kaffemaskinen? Camilla Kimmie Madsen, Dansk IT’s netværksekspert og facilitatoransvarlig, giver gode råd til dig, der skal deltage på årets OffDig i uge 35.

Danmarks største konference om offentlig digitalisering er hoppet med på den virtuelle bølge og afholdes i år via en interaktiv tv-kanal. OffDig-konceptet er gentænkt og designet til den digitale tidsalder, og sammen med et af landets førende produktionsselskaber Make Sense Film, er Dansk IT klar til at skabe en unik digital event og læringsplatform med fuld fokus på digitalisering i den offentlige sektor.

Selvom vi ikke kan mødes fysisk på OffDig i år, er behovet for at blive fagligt opdateret og netværke med ligesindede langt fra forsvundet. Tværtimod. Vi kan lære meget af en tid under COVID-19, hvor tallet af virtuelle events er eksploderet. Og de virtuelle events er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Takket være vores teknologiske fremskridt, kan det sagtens lade sig gøre at netværke, skabe nye forbindelser og få konkret sparring – og måske er der endda et par ekstra fordele, du kun får ved en virtuel event:

 - Du får stadig den uundværlige viden og indsigt fra talere
 - Du reducerer tid og økonomiske forpligtelser, der er forbundet med fysiske events
 - Du kan deltage i hele eventen og opleve eventens fulde program og dermed få et meget større udbytte

Men hvordan styrker du bedst muligt dit netværk og sparrer med de andre deltagere på årets OffDig, som foregår virtuelt? Her får du 5 konkrete gode råd fra Camilla Kimmie Madsen, Dansk IT's netværksekspert, værsgo'.

1. Se OffDig Week som hvis den var fysisk

- Helt overordnet er et af mine bedste råd, at behandle årets OffDig, som hvis den var fysisk i forhold til din tid og fokus. Derfor: prioritér at være til stede (med respekt for din kalender), sæt dig til rette et sted, hvor du ikke bliver forstyrret, engagér dig med talere, deltagere og sponsorer, og brug chat-funktionen og andre networking-funktioner aktivt og hyppigt.

- På virtuelle events (såvel som fysiske) har du en unik mulighed for at gøre dig selv bemærket, styrke nuværende relationer såvel som at skabe nye – lad ikke dig selv gå glip af muligheden. 

2. Deltag aktivt

- OffDig Week er designet til at skabe vidensdeling på tværs af geografi og funktion og nedbryde videnssiloer. Ved at være aktiv, gør du dig selv og din organisation tydeligt bemærket – og sætter scenen for at modtage/opdage viden, der potentielt kunne forbedre din hverdag og karriere. Derfor:

  • Brug Q&A’s aktivt
  • Chat med deltagere, talere og sponsorer
  • Ræk ud til deltagende parter og spørg til deres løsninger, idéer og oplæg. Det kunne jo være, at du lige netop her får indspark til dine nuværende udfordringer og idéer til værdifuld effektivisering

3. Skab meningen (og husk og sæt gin’en på køl)

- For at få det meste ud af OffDig Week, skal du engagere dig i muligheden, så godt du kan. Virtuelle events er en oplevelse af et væld af distraktioner og udfordringer eller udvikling i komplet fokus og komfort - afhængigt af deltageren. Tag derfor ansvar for det, du vil lære og opnå med OffDig Week, hav fokus på det positive og se muligheder fremfor udfordringer - så kommer du længst. Det er nu det sker, og det er op til dig, hvor meget mening oplevelsen giver dig, og hvad du får ud af det.

- Psst: det gælder også cocktail-hour! Selvom det kan føles anderledes at sidde derhjemme alene med din gin & tonic (for nogle), giver det stor værdi at deltage og prioritere det mere sociale aspekt, selvom det er foran computerskærmen. Så om du vælger at sidde i fin skjorte eller pyjamas, sæt tiden af, find notesbogen frem - og sæt ginen fra OffDig-goodie boxen på køl.

4. Smil noget mere - og vær åben

- Et fif, der er nyttigt at huske på i forhold til virtuel networking, er at din mimik og kropssprog ikke er lige så tydelig på video. Derfor: smil en tand større end du normalt gør og vær tydelig i din kommunikation.

- Alle jer deltagere er sammen om at opleve årets OffDig som en unik virtuel event - og de nye relationer, du skaber på OffDig Week, vil være dét mere betydningsfulde, når du møder dem fysisk. I har en spændende oplevelse sammen, så næsten lige meget hvor lidt eller meget tid I tilbragte med hinanden, skaber det et unikt bånd, der vil være utroligt værdifuldt i et senere møde.

- Så vær modig, udnyt fællesskabet – og mød en masse nye mennesker.

5. Snak under præsentationen

- En mulighed OffDig Week giver, som fysiske arrangementer ikke gør, er muligheden for at snakke under en præsentation. Det lyder umiddelbart ulogisk at opfordre til at tale sammen imens der er en oplægsholder på, men det kan faktisk give god værdi. Vi lærer bedre og mere effektivt i dialogen med hinanden – sparringen med hinanden fremmer vores forståelse i højere grad, end når vi befinder os i en situation, der hovedsageligt består af envejskommunikation.

- Til et fysisk arrangement, ville det forstyrre helt enormt hvis alle sad og sparrede med sidemanden undervejs – men på årets OffDig, forstyrrer du ikke nogen ved at vende den information, du får med en kollega/med-deltager midt under præsentationen. Benyt dig af muligheden.

Indhold - Mandag - d. 24-8-2020

OffDig Week 2020