Sådan kan Virtual Reality hjælpe på angst, vrede og lavt selvværd

Virtual Reality har længe været en populær spiller blandt de mange nye teknologier, og mulighederne på området er stærkt stigende. Men kan VR ligefrem hjælpe på angst- og vredesproblemer? Ifølge Anne Kristine Schwartzbach, CEO, Konfront, så kan det.

Anne Kristine Schwartzbach er kvinden bag Konfront - et online værktøj, der kombinerer samtale- og skemametoder med Virtual Reality. Platformen er udviklet for at hjælpe personer med mentale udfordringer i den forebyggende og tidlige indsats over for fx angst, vrede og lavt selvværd.

Gennem Virtual Reality bliver det muligt at være virtuelt tilstede i situationer, der kan være svære at håndtere i den virkelige verden, og man kan derved træne situationerne igen og igen, hvormed der skabes en bro til virkeligheden. På denne måde skabes der helt nye rammer for den klassiske pædagog-psykologiske samtalesession mellem den fagprofessionelle og klienten.

Konfront har allerede oplevet mange positive resultater, og det er blandt andet derfor, at Anne Kristine Schwartzbach er inviteret på scenen på OffDig den 18. marts med casen: Tidlig indsats over for angstsymptomer vha. VR. Her vil Anne Kristine Schwartzbach, i selskab med Søren Würtz Christensen, lærer på Langagerskolen, Aarhus Kommune, give konkrete eksempler på hvordan VR kan hjælpe især børn med angst og vredesudbrud.

 

Anne Kristine Schwartzbach giver os et indblik i mulighederne og en forsmag på casen.

Hvordan bidrager VR til håndtering af børns angst, vrede mv?

- Vores brugere oplever, at VR giver børnene en fornyet lyst til at indgå i et samarbejde omkring emner, de normalt ikke har meget lyst til at tale om. VR gør altså at børnene i højere grad er motiveret for at modtage hjælp og behandling.

- Det, der ofte er den store udfordring er, at børnene først lærer at håndtere en bestemt situation, når de rent faktisk står i den. Ved at inddrage VR får fagpersonerne mulighed for at ”være ved siden af” mens scenarierne udspiller sig. Med VR skaber vi dermed situationen inden børnene reelt står i den.

Hvor ser I de største muligheder med VR, og hvad er næste skridt?

- Udover at kunne håndtere mentale udfordringer i den forebyggende og tidlige indsats over for fx angst, så ser vi store potentialer ved at bruge VR til borgere, der er mest udsatte. Fx borgere, der er meget isoleret, er anbragt på opholdsinstitutioner eller meget angste. Her ser vi den største menneskelige og økonomiske gevinst, da VR skaber det ekstra bindeled til virkeligheden. 

- Konfronts næste skridt er at indtage voksenområdet. Vi ser store potentialer i at bruge vores platform til at ensarte og strukturere de faglige indsatser og supplere det med VR.

Du kan opleve casen, Anne Kristine Schwartzbach og repræsentanter fra henholdsvis Aarhus kommune, Skive kommune og Khora onsdag den 18. marts kl. 11.55 - 12.35 i Rytmisk sal. Se hele programmet og læs om de mange sessioner på OffDig 2020:

Indhold - Mandag - d. 24-8-2020

OffDig Week 2020