IT-ekspert og fremtidsforsker: Det her skal du passe på i fremtiden

Den tredje store bølge i it-anvendelse er over os. Den er båret af AI, Artificial Intelligence, og det vil ændre spillereglerne – også i Cyber Security, lyder det fra Preben Mejer, IT-ekspert, fremtidsforsker og CEO i videnscentret Radr.dk.

Især AI spiller en kæmpe rolle for it-udviklingen i disse år, og du skal løbe stærkt for at kunne følge med. Preben Mejer som, ifølge ham selv, ikke er sikkerhedsspecialist, men arbejder med de store linjer i it-tendenserne, mener, at det er vigtigt at gøre sig klart, at it-verdenen er ved at ændre sig mere end vi måske nogensinde før har oplevet.

Digitale assistenter, digitale tvillinger og ambient computing

- AI åbner et hav af nye muligheder og udfordringer. Vi vil opleve AI under temaerne automatisering, kuratering og beslutningsstøtte i form af ’bots’, intelligente lag til andre programmer og som digitale assistenter. Særligt digitale assistenter vil AI medføre øget anvendelse af. Assistenter, der vil tage over og medvirke til at automatisere processer og aktiviteter, assistenter, der kan spille deres egen rolle, og assistenter, der kan hackes som alt andet.

- Vi vil se digitale tvillinger. Alle produkter, på sigt organisationer, bygninger og for den sags skyld, mennesker, vil have en digital tvilling, der bærer relevante data om det, det handler om. Dermed opstår der data, som kan misbruges, udnyttes, og som bliver helt uundværlige for det pågældende objekts funktionalitet fremover.

- AI medfører også at hele betjeningsparadigmet for it ændrer sig. I gamle dage havde vi PC’en, sidenhen smartphonen, som kongen af it-universet. I en verden hvor AI er brugergrænsefladen, vil vi arbejde på tværs af mange enheder og på tværs af mange locations, også kaldet ambient computing, og det vil stille helt nye krav til, hvordan vi håndterer sikkerhed.

Sover du i timen, bliver du hacket

Ifølge Preben Mejer er der heldigvis mange ting, som man selv kan gøre rent privat og ude i virksomhederne for at være på forkant med it-sikkerheden.

- Vi er jo alle sammen på vej væk fra passwords, og det er jo nok en god ting. Cyber-skurkene er nu udstyret med meget slagkraftige AI-funderede virkemidler, og så hjælper det ikke, vi sidder fast i fortiden rent it-sikkerhedsmæssigt. Vi skal alle først og fremmest tage det her alvorligt, for hele våbenkapløbet er optrappet, og den, der sover i timen, bliver hacket. Jeg er selv lige blevet hacket via LinkedIn. Det var ikke lige en vej, jeg så nogen trænge ind.

- For virksomhedernes vedkommende skal man begynde at kigge på at bruge AI til at styrke sikkerheden og overvågningen.

AI ændrer alt

I følge Preben Mejer tyder meget på, at vi kun har set begyndelsen af potentialet med AI og måden hvorpå teknologierne vil påvirke hele it-udviklingen.

- AI ændrer alt. Vores måde at arbejde på, vores apps, hele flowet, betjeningen, typer af enheder vi vil bruge fremover. Det vil skabe nye produkter, der i sig selv er noget, som nogen skal passe på. Alle sikkerhedsparadigmer ændrer sig i takt med, at serviceelementet i produktet stiger, meget af det leveres i realtid og mere og mere flytter ud i netværket eller ud til kanten af netværket.

- Det er så omfattende, så jeg tror man skal begynde at arbejde med scenarier i forhold til virksomheden, dens sikkerhed, og dens forretning for at fremtidssikre virksomheden.

Preben Mejer er keynote på Cyber Security den 22. januar i København, hvor han vil give mange gode eksempler og historier, der tegner et tankevækkende, levende og underholdende billede af hele it-udviklingen, og de ting vi skal passe på i fremtiden. Du kan læse om alle talerne og se hele programmet via linket nedenfor.

Indhold - Onsdag - d. 20-1-2021

Cyber Security 2021