Forstå VeriSM: Alle digitale organisationer kan få gavn af den nye model

Digitalisering er en vigtig agenda både i forhold til den måde, man både innoverer, udvikler, tilvejebringer og supporterer produkter på. VeriSM hjælper dig med at få hele organisationen involveret i den digitale transformation.

VeriSM får i øjeblikket stor opmærksom i mange danske og internationale virksomheder og organisationer i takt med, at den digitale agenda og digitale transformationer fylder stadig mere.
 
VeriSM står for: Value-driven, evolving, responsive, integrated, service management. VeriSM-modellen handler om at samle alle afdelinger og funktioner i organisationen omkring den digitale agenda og om at sikre, at man udnytter al den viden og de kompetencer, man kan bringe i spil i kraft af allerede eksisterende frameworks.  

VeriSM, som nonprofit-foreningen iFDC (International Foundation for Digital Competences) står bag, kan bedst beskrives som en service management-model til digitale transformationer. 

En af de store fordele ved VeriSM er, at modellen fokuserer på, at knytte allerede eksisterende rammeværker, eksempelvis DevOps, Agile, SCRUM, Lean og ITIL, sammen omkring en digital transformation eller dagsorden. Dermed kan man med VeriSM få skabt et overblik over det ’rammeværkskaos’, der nogle gange eksisterer. VeriSM erstatter ikke de eksisterende rammeværker, men er med til at sikre det helt afgørende samspil. 

- VeriSM adskiller sig på flere områder, forklarer Reni Friis, der er direktør i BlueHat, underviser i VeriSM, har bidraget til modellen og i øvrigt også er mangeårigt medlem af DANSK IT. 

- Det ene er, at det handler om at skabe en ramme, så man kan kombinere alle de andre frameworks. De fleste andre frameworks – både de it-relaterede og dem, der kommer fra andre steder i forretningen – har et konkret fokusområde og formål. VeriSM adskiller sig ved primært at sigte efter at knytte de andre sammen på enterprise-niveau og altså for hele organisationen.

- Den anden del er, at VeriSM har til formål at knytte forretningen og it og i det hele taget hele organisationen sammen om det ’outcome’, man producerer. Det formål har de andre ikke på samme måde, for de bor eksempelvis enten i it, i jura eller i facility management. 

Digitalisering går på tværs af hele organisationen
Hvorfor er det blevet relevant at knytte de forskellige frameworks sammen?

- Det er, fordi digitalisering er en agenda både i forhold til den måde, man både innoverer, udvikler, tilvejebringer og supporterer produkter på. 

- Digitalisering kommer længere og længere ind i DNA’et i selve virksomhedens produkter eller ydelser, og mange steder er selve virksomhedens outcome uadskilleligt fra en digitalisering, forklarer Reni Friis og uddyber: 

- I en digitaliseret verden er der endnu mere brug for, at især it og forretning knytter bånd på tværs og har en fælles model som VeriSM. Men VeriSM tænker det bredere end bare it og forretning; det handler også om HR, jura, facility management og alle andre afdelinger. 

VeriSM henvender sig til alle
VeriSM er altså en noget anderledes model eller rammeværk end de eksisterende, da VeriSM i princippet henvender sig til alle organisationer og ansatte, hvor it og digitalisering har stor betydning. Det vil sige, at både direktøren, det administrative personale, sælgere, it-medarbejdere og mange andre kan få gavn af VeriSM. 

- It fylder eksempelvis også meget i forhold til den måde, man driver HR på i dag. Digitalisering finder vej til alle områder af det af drive forretning, herunder selve produkterne til kunderne. Det skal vi have en fælles model omkring, hvor vi knytter alle de best practises sammen, der findes. Det er det, der er tanken med VeriSM, fortæller Reni Friis. 

 Hvad er det for kompetencer, man får med en VeriSM-certificering?

- For det første får man en forståelse for, hvilke elementer der indgår i det nye digitale paradigme, og hvad det er for byggeklodser, der er. Du får et overblik over, hvordan landskabet ser ud og over byggeklodserne og forståelsesrammen. 

Hvilke perspektiver ser du i VeriSM på lidt længere sigt?

- Hvis man ikke er så proces- og digitaliseringsmodnet og måske ikke er så stor en virksomhed, kan det her være måden at sikre sig, at man begiver sig ud på rejsen med den støtte, man kan få i sådan en model.

- Hvis man allerede kører en meget moden digital dagsorden både indadtil og ud mod kunderne, kan det her være en måde at sikre sig, at man får overblik over alle de best practices, der findes, og at man får bragt dem bedst muligt i spil. 

- Flere modne organisationer kan godt have et lidt ensidigt fokus – eksempelvis på Agile og DevOps. Men VeriSM siger, at de ikke er nok at vælge én best practice; du bliver simpelthen nødt til at se det hele vejen rundt og i en større sammenhæng.     

Den digitale dagsorden skal italesættes
Hvad er for problemstillinger, der kan opstå, hvis man ikke ser digitaliseringen i en større sammenhæng?

- Det kan blive dyrere at komme til det samme resultat, fordi man ikke får brugt de kræfter, man har. Kvaliteten af det, man så får lavet, bliver som en følge deraf måske også ringere. Men det allerværste er i virkeligheden, at der er færre steder, et godt resultat kan ”hænge fast”, fordi det ikke er forankret bredt nok. 

 - Hvis man ikke har italesat den digitale dagsorden i forhold til, hvordan ITIL hjælper, og hvordan det er, at DevOps helt konkret bidrager, er der nemlig en større risiko for, at det ikke hænger fast. Organisatorisk hukommelse kræver, at man får det hængt op på nogle konkrete adfærdsmønstre og nogle konkrete rammer, forklarer Reni Friis, direktør i BlueHat og underviser i VeriSM. 

Mere information om VeriSM
Hvis du vil vide mere om VeriSM, kan du med fordel læse bogen ’VeriSM – A service management approach for the digital age.’ Se også den internationale VeriSM-informationsside.

VeriSM kan tages som tre forskellige certificeringer: VeriSM Essentials, Foundation og Plus. Læs mere om mulighederne her.

Der findes i dag en række akkrediterede/godkendte partnere og trainers inden for VeriSM her i Norden - bl.a. Teknologisk Institut, BlueHat, Westergaard, Wakaru (Finland) og Aim4Knowlegde (Sverige).

DANSK IT har flere bidragere til modellen i sin medlemsskare. Administrerende direktør Rikke Hvilshøj og bestyrelsesmedlem Michael Ørnø har også bidraget til bogen VeriSM – A service management approach for the digital age.

DANSK IT støtter op om og er med til at udbrede rammeværker, som giver fælles terminologi og processer og dermed en fælles platform på tværs af medarbejdere, organisationer (private og offentlige) og landegrænser. Det er VeriSM et eksempel på. 


Artikel - Fredag - d. 30-11-2018

EXIN VeriSM™

Digitalisering er afgørende succes i organisationen. IT er omdrejningspunktet, og der skal være styr på processer, arbejdsmetoder og ressourcer: Stedet, du skal starte, er VeriSM™; det er sund fornuft, fordi det er forvirrende med de mange rammeværker, der eksisterer i dag.