Netværksgruppen vil ikke kun bekræfte dig

At være medlem af en netværksgruppe kun bestående af kvinder lød ikke som det forum, som Ragnhild Hjort Hargaard fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen ledte efter. Men i dag får hun indsigt i nye teknologiske trends, sparring og faglige drøftelser, som hun ikke ville få i en intern netværksgruppe.

- Jeg sidder i en stor organisation, hvor vi har mulighed for at sidde i interne netværksgrupper. Men det giver et andet udbytte og værdi at mødes med folk udefra, fortæller Ragnhild Hjort Hargaard.

Hun er Kontorchef hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, og har det daglige ansvar for driften og videreudviklingen af toldsystemerne. Det er især leverandørstyring og håndtering af driften, som optager Ragnhild i hverdagen. Og så har Brexit selvfølgelig også fyldt de seneste par år.

Selvom Ragnhild har en travl arbejdsdag, har hun sat kryds i kalenderen seks gange om året, hvor hun deltager i Dansk IT´s netværksgruppe ”Kvinder og it-ledelse.”

Generelle it-emner på mødeagendaerne

Ragnhild har været en del af netværksgruppen i tre år. Men faktisk var hun usikker på om en netværksgruppe kun bestående af kvinder, var det rette forum for hende.
 
- Jeg er mest vant til at arbejde med mænd i de ledelsesteams, som jeg sidder i. Så jeg var ikke sikker på, at et netværk udelukkende for kvinder var noget for mig. Men det fungerer rigtig godt, da vi beskæftiger os med generelle it-relevante emner. Vi beskæftiger os ikke kun med fx arkitektur, jura eller infrastruktur. Vores mødeprogrammer er en god blanding af, at vi kigger på nye teknologiske trends, og så har vi nogle interessante drøftelser på baggrund af oplæggene. For eksempel om ledelse, implementering eller kommunikation, fortæller Ragnhild og fortsætter.

-Vi er selv med til at beslutte årets emner, så vi har stor indflydelse på, at vi kan beskæftige os med de emner, som vi ønsker at blive klogere på, og som har betydning for vores hverdag. 

 

Kvinder og it-ledelse faktaboks 

 

Netværksgruppen vil ikke kun bekræfte dig 

- Vi er en gruppe af både forskellige typer, kompetencer, og hvor vi sidder i organisationerne. Det giver nogle interessante og forskellige syn på it, digitalisering og vores udfordringer og muligheder. For der vil altid være forskel på, hvordan medlemmer ser på tingene afhængig af, om de sidder i en stor eller mindre organisation. Og det er altid interessant at høre andre folks takes, og få indsigt i, hvad der optager folk omkring i de forskellige virksomheder, fortæller Ragnhild og fortsætter,

- Netværksmøderne er jo en mulighed for at få sparring på udfordringer eller problemer, du sidder med. Så sparrer vi og byder ind med egne erfaringer eller forslag til løsninger. Det er vigtigt, at vi i vores sparringsrunder ikke blot klapper hinanden på ryggen og bekræfter hinanden. Vores feedback og snakke skal være noget, som hjælper folk videre.”

Ingen kommercielle interesser

Ragnhild ved, at navnet på netværksgruppen måske kan skræmme interesserede. Ligesom det næsten også gjorde med hende. Hun synes dog, at man skal give gruppen en chance.
- Netværksgruppen er en faglig gruppe uden en kommerciel virksomhed i ryggen. Det kan vi godt mærke på de oplægsholdere, som præsenterer til møderne. Der bliver ikke solgt til netværksmøderne, til gengæld bliver vi klogere på nye teknologiske trends og værktøjer. 

 

Kvinder og it-ledelse

Kvinder og it-ledelse

Netværksgruppen Kvinder og it-ledelse fungerer som et it- og ledelsesforum med faglige indlæg, erfaringsdeling og sparring.