Netværksgruppen er min genvej til viden

Det er svært for Jannik Mortensen, Head of ICT, at sætte de præcise ord på udbyttet som netværksmedlem. For hvordan sætter man værdi på andres faglige erfaringer, feedback og sparring, som man får i et fortroligt forum, og som kan bekræfte dig i, at du og din arbejdsplads er på rette vej, eller om I skal gentænke jeres planer?

- Jeg har altid brugt netværksgrupper som en slags bekræftelse eller sammenligning af, hvor er vi med vores processer og arbejde, og hvor er de andre. Det er altid gavnligt at høre fra andre fagfæller, hvad der optager dem, og hvor de er henne i processen i stedet for, at alt kommer fra sælgere og konsulenter.

Jannik Mortensen sidder hos JENSEN-GROUP på Bornholm. Han har titlen Head of ICT og leder et internationalt it-team, som sidder spredt rundt omkring i Europa og USA.
Janniks opgaver drejer sig blandt andet om support, infrastruktur og sikkerhed. Han var derfor på udkig efter en netværksgruppe, som beskæftiger sig med digitalisering bredt. Det har han fundet i Dansk IT´s netværksgruppe IT Drift & Forretningsunderstøttelse (tidl. IT Operation).

- Det er meget bredde i de emner, som vi beskæftiger os med. Ligesom der er stor bredde i medlemsvirksomhederne. Vi kan derfor både tale strategisk, flytte diskussionerne op i et helikopterperspektiv og diskutere tekniske værktøjer. Det giver mig stor udbytte, at vi kommer hele vejen rundt.

 

Jannik Mortensen
Head of ICT v. JENSEN-GROUP

Medlem af netværksgruppen, IT Drift & Forretningsunderstøttelse

Andres erfaringer er guld værd

Fire gange om året tager Jannik mod Sjælland og mødes med netværksgruppen. Oftest mødes gruppen hos hinanden, da det giver en værdifuld indsigt at se, hvordan tingene kører bare murstenene.

- Forud hvert netværksmøde har vi aftalt et emne eller område, som vi ønsker at blive klogere på. Så har vi inviteret enten en dygtig oplægsholder udefra, eller så afholder en af os en præsentation, hvis det er et emne, som vi ved noget om.

Det er altid interessant for Jannik at høre om nye systemer eller løsninger. Men det er faktisk snakken med de andre medlemmer om, hvad folk er optagede af, som Jannik får mest ud af.

- At høre andres erfaringer er guld værd. Det er jo her, jeg har mulighed for at spørge ind til hvorfor og hvordan og blive klogere. Det er her, at jeg får viden om, hvad der spiller for folk, men også hvad der gik galt. Og det er jo lige præcis der, hvor guldet er begravet, fortæller Jannik og fortsætter,
 
- Selvom vi ikke er kollegaer, er vi jo lidt på samme hold, når vi mødes i dette forum og deler erfaringer og giver faglig feedback til hinanden. Vi har en interesse i at løfte hinanden og gøre hinanden bedre. Og energien til møderne er, at der er højt til loftet, og vi gerne må udfordre hinanden fagligt, da det kun vil gøre os bedre i sidste ende. 

Netværksmøder er genvej til viden

Selvom Jannik bruger fire hele dage om året på netværksmøder, er de godt givet ud. Både for ham og hans ledere og kollegaer, som skal undvære ham.

- Den viden, som jeg får til møderne, kommer meget meget billigt, fordi vi taler ligeværdigt og fortroligt med hinanden. Du skal ikke igennem en mur af sælgere, som forsøger at fortælle dig, hvordan du skal gøre tingene. Du hører det fra kilden selv med alle sandhederne. Så netværksmøderne er min genvej til læring, og min måde at springe fejl over for at komme til målet, da jeg hører om udfordringerne fra andre. Så du kan jo tage de andres læring og oversætte det, så det passer til din virksomhed. Det er jo sindssygt værdifuldt og meget svært at finde andre steder. Alt skal nærmest brænde for, at jeg ikke tager afsted til møderne.

It udvikler sig

I tiden som netværksmedlem er Jannik blevet leder hos JENSEN-GROUP. Det har dog ikke ændret på, at netværksgruppen og dets emner er relevante for Jannik.

- It udvikler sig jo hele tiden. Men it i sig selv er jo ikke bedre end det, mennesket gør det til. Så det vil altid være relevant og vigtigt at diskutere digitalisering og emner, som er relaterede hertil. COVID-19 er jo et fantastisk eksempel på, hvordan vi lige pludselig skal handle og ændre en masse i forhold til, hvordan vi arbejder. Systemer, som skal understøtte vores arbejde, selvom vi ikke sidder sammen, og som stadig skal være helt sikre. Så hvordan løser vi det, når hverdagen stadig ruller? Og hvilke udfordringer og muligheder kommer i morgen, som vi skal reagere på? Derfor vil it operation altid være relevant at drøfte og holde sig opdateret indenfor. I hvert fald indtil vi kan være sikre på, at alt spiller hele tiden og ikke går ned.

Gør du nu det rigtige?

Som kommende netværksmedlem kan du forvente at deltage i fortrolige drøftelser om, hvad der foregår hos dig og de andre medlemsvirksomheder. Du kan forvente at få input på de problemer, som du måske sidder med eller feedback på de løsninger, som du er kommet frem til. Du kan forvente at få indsigt i både offentlige og private organisationers processer. Alt sammen noget som sætter dine tanker i gang.

- Som medlem får du en slags bekræftelse i, hvad du gør godt, og hvad der måske skal gentænkes. Det er ikke fordi, at gruppen er en klap-på-skulderen-gruppe, men man går ofte rundt i sin egen lille tommerum og tænker ”nu gør vi det rigtigt, ikke?”. Så er det giveligt og værdifuldt at høre, at andre gør det samme, eller gør noget helt andet. Du får mulighed for at åbne øjnene og få indsigt i nye måder at løse tingene på. Om det er, hvordan man implementerer nye systemer, eller man organisatorisk klarer med- og modgang. Du sammenligninger din viden og processer med andres viden og erfaringer, og i sidste ende er det bare superfedt, afslutter Jannik Mortensen.

Mere om IT Drift & Forretningsunderstøttelse

  • 4 årlige møder fra kl. 09.00 - 16.00
  • Mødested: København

 

Emner i 2021

  • Andre typer af services
  • Cloud
  • Next generation
  • Dynamik og agilitet som forretningen imødeser - hvordan kan vi være med der?
  • GDPR

 

Netværksgrupper

Deltag i netværk med fokus på faglig udvikling og værdifuld sparring
IT-operation

IT Drift & Forretningsunderstøttelse

I en agil verden er stabil drift alfaomega. Netværksgruppen IT Drift & Forretningsunderstøttelse drøfter, hvordan stabilitet understøtter forretningen.