Sæt leverandørstrategien i fokus og opnå bedre IT leverancer
*Jimmy Kevin Pedersen, næstformand i DANSK IT's udvalg for IT i den offentlige sektor
*Willy Kofoed, medlem af DANSK IT's udvalg for IT i den offentlige sektor og kontorchef, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte
Den digitale transformation indebærer bl.a., at samarbejdet med kunder og leverandører intensiveres. Det giver anledning til at gentænke organisationens forretningsmodel, leveranceformer og leverandørstrategi.
Væsentlige spørgsmål, som man som forretningsledelse må stille sig selv og sin organisation, er: Har vi en nyttig og frugtbar dialog med det digitale økosystem, som virksomheden er en del af? Ved vi, hvad markedet kan tilbyde? Kender markedet vores ønsker og behov? Hvordan får vi bedst afstemt forholdet mellem ønsker og muligheder i de aftaler vi indgår?
Det er spørgsmål, der alle kræver en løbende leverandørstrategisk opmærksomhed hos ledelsen af en organisation.
Den nyeste analyse fra DANSK IT og Rambøll - IT i praksis® 2017-18 – viser, at kun 17 procent af de offentlige virksomheder betragter innovation som noget, eksterne leverandører og samarbejdspartnere kan bidrage til. Meget peger derfor på, at Danmark ikke får udnyttet det fulde potentiale, som ligger i informationsteknologien.
Det kalder derfor på at ledelserne og organisationerne får øget fokus på leverandørstrategiske overvejelser og opmærksomhed. DANSK IT har i forlængelse af arbejdet med udvikling af kodeks for kunde/leverandørsamarbejde i regi af Statens it-projektråd, rettet lyset på dette område.