En strategisk samarbejdsaftale mellem DANSK IT og Finansforbundet giver Finansforbundets it-medlemmer mulighed for at tegne gratis medlemskab af foreningen og herigennem opnå adgang til fagligt målrettede tilbud som konferencer, kurser og netværk i landets største professionelle netværk for it-professionelle.
DANSK IT (DIT) har pr. 1. juni 2012 indgået en strategisk samarbejdsaftale med Finansforbundet, der betyder, at Finansforbundets it-medlemmer gratis og uforpligtende kan blive medlemmer af DIT.
Hvilke fordele giver et medlemskab af DIT?
Som medlem af DIT kan du styrke dit netværk, udvikle dine kompetencer, skabe nye karrieremuligheder og være med til at præge it-udviklingen i Danmark.
DIT afholder eksempelvis hver måned 3-4 på-vej-hjem møder, der alle er gratis for medlemmer. Her sætter vi fokus på aktuelle it-faglige spørgsmål inden for eksempelvis forandringsledelse, brugerinddragelse eller kravmodellering.
Herudover kan du deltage i mere end 40 forskellige it-faglige netværk og erfa-grupper, og du kan naturligvis deltage på DITs mange kurser og konferencer med medlemsrabat.
Her kan du læse mere om alle vores medlemsfordele
Hvordan bliver jeg medlem af DIT?
Er du medlem af Finansforbundet og ønsker at benytte tilbuddet om gratis medlemskab af DIT, skal du gå ind og opdatere dine kontaktoplysninger hos Finansforbundet. Her giver du Finansforbundet en fuldmagt til at videregive dine oplysninger og indmelde dig i DIT.
Er du ikke medlem af Finansforbundet, men ønsker at tegne dette dobbelte medlemskab, kan du indmelde dig via indmeldelsessiden hos Finansforbundet. På blanketten skal du angive, at du også ønsker at være medlem af DIT og give fuldmagt til, at Finansforbundet melder dig ind.
Hvornår træder mit medlemskab i kraft?
Når du har givet Finansforbundet fuldmagt, vil du i udgangspunktet blive indmeldt i DIT fra d. 1. i den kommende måned. Du vil modtage en velkomstmail fra DIT, når din indmeldelse i foreningen er registreret.
Hvad hvis jeg allerede er medlem af DIT?
Hvis du i forvejen er medlem af DIT, kan du vælge i stedet at blive gratis medlem som følge af dit medlemskab hos Finansforbundet. Der kan dog ikke blive tale om tilbagebetaling af allerede indbetalt kontingent til DIT.