
DANSK IT får ny formand
Lars Mathiesen ny formand for Danmarks største forening for it-professionen
30. maj 2006
Efter veloverstået generalforsamling i DANSK IT har bestyrelsen efterfølgende konstitueret sig med en ny formand, Lars Mathiesen, som er direktør for Koncernudvikling og -IT i Nykredit. Nyvalgt som den ene næstformand er direktør Dorthe M. Stigaard, Nordjyllands Amt, mens projektchef Jenny Secher fortsætter som den anden næstformand i foreningen.
Lars Mathiesen har siddet i DANSK IT's bestyrelse i et år og har i denne periode været med til at omformulere DANSK IT's mission og vision (se neden for).
- Jeg er glad for at den øvrige bestyrelse har peget på mig som formand. For mig er der nærmest tale om borgerligt ombud for en it-chef, når man bliver opfordret til at tage hvervet som formand i DANSK IT, siger Lars Mathiesen.
- Selv om det er formandens opgave at sætte banen både politisk og i pressen, er DANSK IT summen af så mange kompetencer blandt de godt 6.000 medlemmer, at det er formandens vigtigste opgave, at bringe disse kompetencer i spil. Vi skal være den bedste platform for de it-professionelle i Danmark. Er vi det, så skal både medlemstallet og indflydelsen nok følge med, pointerer han.
Lars Mathiesen er 49 år og uddannet cand.oecon. Han har fokus på samspillet mellem forretning og it samt ikke mindst samfundet og it. Man kan ikke tænke på forretningsudvikling uden at det involverer it og det samme gælder for samfundet. En stigende velfærd vil nødvendigvis basere sig på it, og DANSK IT skal skubbe yderligere på for at få sat it på den politiske dagsordenen og levere de holdninger, der er nødvendige for at sikre brugernes og samfundets interesser, når det gælder it, udtaler Lars Mathisen.
På generalforsamlingen blev endvidere adjunkt Henrik Udsen, Københavns Universitet og it-direktør Michael Moesgaard, DONG Energy, nyvalgt til bestyrelsen.
DANSK IT's bestyrelse består af:
Formand: Direktør for koncernudvikling og -it Lars Mathiesen, Nykredit
Næstformand: Projektchef Jenny Secher
Næstformand: Direktør Dorte M. Stigaard, Nordjyllands Amt
Stud.polit. Søren Guldhammer Bennike, Københavns Universitet
It-direktør Kenneth Egelund Schmidt, Danfoss A/S
Statsaut. revisor Carsten Heilbuth, KPMG
It-direktør Michael Moesgaard, DONG Energy
Direktør Klaus Nissen, SU Soft
Enterprise Architect Jan Staack, H:S
Partner Knud A. Sveistrup,SAM Headhunting
Adjunkt Henrik Udsen, Københavns Universitet
Direktør Henrik Zangenberg, Gartner
Yderligere oplysninger om DANSK IT og bestyrelsen kan fås hos:
dir. Tony Franke, DANSK IT, 33 11 15 60, mobil 40 62 15 60
formand, direktør for Koncernudvikling og -IT, Lars Mathiesen, Nykredit, 33 42 17 31.
---------------------------------------
Formål, mission, vision og værdier for DANSK IT
Formål
DANSK IT’s vedtægtsbestemte formål er:
at udbrede kendskabet til informationsteknologien og dens anvendelse,
at fremme anvendelsen af informationsteknologi til gavn for både samfundet og den enkelte bruger af teknologien og
at samle it-brugere, it-professionelle og andre it-interesserede om disse opgaver.
Mission
DANSK IT er en forening, der styrker den personlige og faglige kompetence hos de der arbejder professionelt med informationsteknologi. DANSK IT varetager på et uafhængigt grundlag samfundets og brugernes it-interesser.
Vision
DANSK IT ønsker at være det foretrukne samlingssted for it-professionen i Danmark, på basis af relevante tilbud om personlig og faglig kompetenceudvikling til alle der arbejder professionelt med it eller har ansvar herfor, herunder kursus-, konference- og netværkstilbud.
DANSK IT ønsker at være den centrale aktør fsv. angår produktuafhængig certificering af it-kompetencer på såvel bruger- som professionelt niveau.
DANSK IT ønsker, på et uafhængigt grundlag, at være den mest indflydelsesrige it-interesseorganisation og herunder sætte den politiske dagsorden for anvendelse af informations-teknologi. DANSK IT varetager i den sammenhæng samfundets og brugernes interesser.
Værdier
Med henblik på at omsætte DANSK IT’s formål, mission og vision til konkrete resultater, skal foreningens daglige arbejde være kendetegnet ved følgende værdier:
Faglighed
Foreningen har et højt fagligt ambitionsniveau i alle sine aktiviteter fra arrangementer og netværk til deltagelse i politisk og it-fagligt kontaktarbejde samt den generelle offentlige debat. Foreningen ønsker at fremstå som en moderne, professionel organisation med respekt for, at der må anvendes forskellig kompetence, indsigt og metoder til løsningen af de forskellige opgaver.
Ansvarlighed
Foreningen er karakteriseret ved en forståelse for og en evne til kritisk og konstruktivt at analysere og påpege de samfundsmæssige aspekter af informations- og kommunikationsteknologierne.
Uafhængighed
Foreningen er uafhængig af særinteresser af nogen art - det være sig politiske, økonomiske eller leverandørmæssige interesser. Foreningen varetager professionelle it-brugeres interesser i særdeleshed og andre it-brugeres interesser i almindelighed.
Dialog
Foreningen baserer sine aktiviteter og sit virke på en dialog blandt foreningens medlemmer og mellem foreningens medlemmer og ledelse.
Troværdighed
Foreningen vil være og vil opfattes som en troværdig partner i it-debatten. En partner, der med saglige argumenter, på en uafhængig baggrund og med afsæt i en dialog med foreningens medlemmer samt med en betydelig opmærksomhed rettet mod de samfundsmæssige konsekvenser af it-udviklingen, blander sig i den offentlige debat.