DANSK IT  
E-mail:    Kodeord:    Login
Glemt dit kodeord? Skriv din e-mail ovenfor og klik her

Bærbare pc’ere på vej til børn i fattige lande

DANSK IT er som led i sit 50-års jubilæum gået i gang med at indsamle penge til indkøb af særlige børne-pc’er, der skal anvendes i uddannelsesprojekter i nogle af verdens fattigste lande. Den første sending børne-pc’er er allerede sendt til Nepal, hvor de indgår i et lokalt Danida-støttet projekt.

135 børn og 22 lærere på to skoler i Kathmandu-dalen har hver fået udleveret en bærbar pc som led i et større uddannelsesprojekt. Udover at give børnene adgang til den digitale verdens muligheder skal pilotprojektet fokusere på at opbygge erfaring i, hvorledes børne-pc’erne rent uddannelsesmæssigt bedst muligt anvendes. Disse erfaringer, skal der efterfølgende drages nytte af i tilsvarende projekter i resten af verden. I alt forventer DANSK IT, at kunne rejse midler til børne-pc’er i Danida-støttede projekter i op til otte udviklingslande på tre forskellige kontinenter.


- Vi har startet indsamlingen, da vi som led i vores 50 års jubilæum i 2008 blandt andet ønsker at sætte fokus på den tredje verden. Og som organisation for it-brugerne faldt valget derfor naturlig på børne-pc’en, der har potentialet til at gøre en forskel i den tredje verden. Ikke alene kan børne-pc’en højne det generelle uddannelsesniveau, den kan også være med til at udjævne den digitale kløft mellem rige og fattige lande, siger Tony Franke, der er direktør i DANSK IT.


Samarbejde med Ulla Tørnæs/Danida
For at sikre, at de indkøbte pc’er bliver anvendt bedst muligt er DANSK IT og udviklingsminister Ulla Tørnæs/ Danida gået sammen i et offentligt-privat samarbejde om at udbrede den særlige børne pc til den tredje verden. Samarbejdet indebærer, at pc’erne vil blive anvendt i Danida-støttede projekter.

 

- Jeg hilser DANSK IT´s forslag om et samarbejde med Danida under initiativet ”One Laptop per Child” meget velkomment. ”One Laptop per Child” vil sikre børn i udviklingslandene en helt ny mulighed for at tilegne sig og dele viden. Jeg ser frem til et samarbejde med DANSK IT om at integrere den pris-vindende XO-computer i udvalgte uddannelsesprogrammer i vores samarbejdslande, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

 

Opbakning fra danske virksomheder

Pc’erne i projektet i Nepal var resultatet af en donation fra it-konsulentfirmaet 7N.

 

- DANSK IT’s indsamling er for os en unik mulighed for at bakke op om en god sag, der ligger i naturlig forlængelse af vores daglige arbejde med it. Og vi er glade for at kunne hjælpe med til at løbe det første pilotprojekt i gang, siger Jeppe Hedaa, adm. direktør i 7N.

 

- Vi vil gerne opfordre virksomheder og private til at bakke op om dette unikke projekt.  Børne-pc’en skal ikke bare ses som et stykke teknologi. Det er et uddannelsesprojekt, der først og fremmest er rettet mod børn, men samtidig vil involvere hele familien, der via børnene vil stifte bekendtskab med den digitale verden, siger Tony Franke.


Ønsker man at støtte indsamlingen kan man kontakte DANSK IT eller UNICEF. Blandt andet kan man via UNICEF donere beløb direkte til projektet. 


- Vi er glade for på indsamlingsfronten, at have indledt et samarbejde med UNICEF, hvis store erfaring som indsamlingsorganisation uden tvivl vil være med til at løfte projektet, slutter Tony Franke.

 

Du kan støtte indsamlingen direkte på UNICEF's hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte DANSK IT ved at sende en mail til bornepc@dansk-it.dk

 

For yderlige information kontakt venligst

Morten Larsen, pressekonsulent, DANSK IT, tlf. dir. 33 17 97 71 / mobil 61 20 74 75, e-mail: ml@dansk-it.dk


 



 

Kontakt for denne side: dansk-it@dansk-it.dk Senest redigeret: 26. januar 2009