Danmark 3.0 - National digital sårbarhed

Fremtidens samfund kommer til at stå på en række digitale fundamenter. Stiller digitaliseringen af samfundet nye nationale krav i relation til forsyningssikkerhed og beskyttelse?

Digitalisering er blandt de få nationale strategier, som for alvor kan skabe øget velfærd i samfundet. Og ligesom industrialisering og masseproduktion i sin tid skabte højkonjunktur i de industrialiserede lande, står vi nu over for det næste paradigmeskift. Vi ser en global digitaliseringsbølge, som skyller ind over os og skaber den nye elite af digitaliserede lande: d-landene.

Danmark har gode forudsætninger for at surfe med på digitaliseringsbølgen: En handelsnation med en veluddannet, forandringsvillig og teknologiparat befolkning, som er vant til at begå sig internationalt.

Transformationen til d-land kommer til at påvirke så forskellige forhold som vores kultur, økonomi, samfundsorden og levevilkår - herunder forholdet mellem stat og borger, lovgivning og politikernes rolle.

Danmark 3.0-projektet, som står bag oplægget "Hvornår springer Danmark ud som d-land?" inviterer hele Danmark med for at diskutere og påvirke springet ind i det nye digitale samfund.

Dagens tema: National digital sårbarhed

I takt med at den vestlige verden blev industrialiseret, blev den nationale sårbarhed og den nationale forsyningssikkerhed i relation til samfundets grundlæggende funktioner, fx strøm, lige så vigtig som den grundlæggende beskyttelse af samfundet mod samfundets fjender. Mens militær og politi fortsat havde ansvar for at sikre samfundets grænser og den interne ro og orden i samfundet, etablerede vi derfor en række nye nationale organisationer og ansvar med beredskabsplaner etc.

Teknologien i det industrialiserede samfund er imidlertid kompleks, og på trods af omfattende sikring og forberedelse ser vi jævnligt, hvordan den nationale sårbarhed såvel som den nationale forsyningssikkerhed bliver udfordret. Blandt de nyere eksempler kan nævnes olieudslippet i den Mexicanske Golf og de omfattende jordskælv og tsunamien i Japan.

Afhængigheden af eksempelvis energi og beskyttelse mod naturkatastrofer bliver ikke mindre i takt digitaliseringen. Men på vej mod d-land ser vi imidlertid konturerne af en række nye grundlæggende samfundsmæssige afhængigheder og risici relateret til digitale services og funktioner, som vi ligeledes må sikre og beskytte.

I forbindelse med Danmark 3.0-projektet har vi påpeget, hvordan det digitale samfund kommer til at stå på en række digitale fundamenter. Vi vil derfor udfordre til en diskussion om den nationale sårbarhed og forsyningssikkerhed i relation til de nationale fundamenter, herunder emner som digitalt beredskab, beskyttelse mod digitale tsunamier og nationale digitale færdselsregler.

Det industrialiserede samfund går i stå uden strøm. Nu ser vi ser konturerne af et digitalt samfund, hvor næsten alle brancher og al handel ligeledes vil gå i stå, hvis internettet ikke fungerer.


Dagens oplæg

  • Christian Ehlers Mikkelsen, Head of Consulting, Devoteam Sweden
    "Er digital sårbarhed virkelig forskellig fra sårbarhed i det analoge samfund?"

  • Lars Borgeskov, it-sikkerhedschef, Rigspolitiet
    "Digital sårbarhed som politiet ser den."

  • Peter Kruse, Partner & Security Specialist, CSIS
    "Kommende udfordringer med botnet og datalækager fra danske virksomheder."

Oplægsholderne vil efterfølgende blive udfordret af to it-tænkere fra Danmark 3.0-projektet samt naturligvis af publikum.


It-tænkere

Ole Bjørn, COO, TDC Hosting, og Ole Mørk Lauridsen, CTO, Terma.


Pris

Gratis deltagelse for alle.


Sted

Devoteam, Lautrupsgade 13, 2100 København Ø.


Flere Danmark 3.0-arrangementer

Dette møde er et ud af otte Danmark 3.0-temamøder, der sætter fokus på transformationen af Danmark fra i-land til d-land. Møderne bliver alle afholdt i efteråret 2011 og annonceres løbende på Danmark 3.0-sitet. Du kan allerede nu tilmelde dig følgende:

Danmark 3.0 - Nationale digitale styrkepositioner, tirsdag den 27. september 2011

Danmark 3.0 - De lovgivningsmæssige konsekvenser af d-land, onsdag den 28. september 2011

Danmark 3.0 - Fra iagttager- til deltagersamfund, onsdag den 12. oktober 2011