Danmark 3.0 – Den (sidste) danske digitaliseringsstrategi

Som kulminationen på Danmark 3.0-projektets fem visionsmøder om sundhed, miljø og klima, innovation og iværksætteri, uddannelse og forskning, tryghed og sikkerhed afholder de it-politiske ordførere og DANSK IT i samarbejde en kreativ it-politisk åbningsdebat på Christiansborg under overskriften ”den (sidste) danske digitaliseringsstrategi”. Det handler om vores fremtidige velfærd: Skal Danmark være et i-land eller et d-land?

It-politisk åbningsdebat på Christiansborg - mød de it-politiske ordførere.

Industrialiseringen skabte højkonjunktur i den vestlige verden (de industrialiserede lande), og samtidig blev der skabt en stor velfærdsmæssig kløft i forhold til u-landene. Nu står vi over for det næste paradigmeskifte, hvor en række industrialiserede lande bliver digitaliserede og skaber den nye elite: d-landene.

Paradigmeskiftet bæres frem af en global digitaliseringsbølge, som skaber de nye globale sværvægtere af virksomheder (fx Google og Facebook), og som antagelig også vil skabe en ny national velfærdskløft i forhold til den gamle elite: i-landene.

Regeringens nuværende digitaliseringsstrategi udløber ved årsskiftet. Finansministeriet har påbegyndt arbejdet omkring en ny digitaliseringsstrategi. Den nye strategi kan blive afgørende for, om Danmark kommer med i første bølge. DANSK IT har derfor initieret projektet Danmark 3.0, som eftersøger strategier for, hvordan Danmark kan surfe på den globale digitaliseringsbølge og springe ud som d-land.

DANSK IT kalder det for den ”sidste” digitaliseringsstrategi. Dette er ambitiøst. Men den nye digitaliseringsstrategi skulle gerne lægge fundamentet for, hvordan Danmark tager springet fra i-land til d-land - hvorfor der forhåbentlig ikke bliver behov for flere nationale strategier.

På mødet deltager de fleste partiers it-politiske ordførere: Michael Aastrup Jensen (Venstre), Morten Østergaard (Radikale), Per Clausen (Enhedslisten), Hanne Agersnap (Socialistisk Folkeparti), Yildiz Akdogan (Socialdemokraterne) og Jørgen Lundsgaard (Konservative).