
Digitale kompetencer - CIO Innovation Forum
Det 1. møde i forummet med temaet digitale kompetencer blev afholdt den 31. januar 2007. Det engagerede og konstruktive arbejde blandt deltagerne mundede ud i et idékatalog med forslag til konkrete indsatser til fremme af digitale kompetencer i Danmark.
Der er efter mødet udarbejdet et notat, der opsummerer drøftelserne og indeholder idékataloget.
Se mødets program og deltagerkreds.
På mødet var der åbningsindlæg af formand Lars Mathiesen samt mødets tilrettelæggere Klaus Kvorning Hansen og Mads Tofte. På baggrund af 15 spørgsmål blev der stemt om de tre vigtigste problemer med digitale kompetencer i Danmark. Denne afstemning dannede baggrund for et gruppearbejde, der resulterede i en række konkrete forslag til fremme af digitale kompetencer i Danmark. Se de seks gruppers præsentationer. Efterfølgende blev der igen stemt for at se, om et opponentindlæg ved journalist Henrik Føhns fra DR/P1 og gruppearbejdet havde flyttet deltagernes syn på problemet. Under begge afstemninger blev der peget på følgende to hovedproblemer:
1) It er ikke en selvstændig disciplin i folkeskolen på linje med dansk, matematik og fysik.
2) Kommunikation bør være bedre mellem borgere, myndigheder og virksomheder, da der stadig er et stort uudnyttet potentiale i digitaliseringen af den offentlige sektor.
Lars Mathiesen fremhævede i sin afrunding, at diskussionen havde peget på behovet for at få it bedre integreret i folkeskolen. Der ville blive fulgt herpå i idékataloget. Endvidere introducerede Lars Mathiesen emnet digital forvaltning for det næste møde i forummet den 9. maj 2007.